Skyhøj vækst i berygtet annoncefirma

Fup. Bedrageritiltalt annoncevirksomhed vender på et år underskud på 2,3 mio. kr. til et plus på seks mio. kr. Selvom Dansk Tele Support skulle tabe bedragerisag skal kunderne ikke forvente erstatninger fra firmaet.

Trods alvorlige anklager om bedrageri og massiv negativ omtale i mange medier lykkes det Dansk Tele Support at drive en økonomisk blomstrende forretning. Et underskud på 2,3 mio. kr. før skat i 2005 bliver vendt til et flot overskud på seks mio. kr. før skat i 2006. I samme periode stiger bruttoresultatet fra 13,4 mio. kr. til 32,4 mio. kr.

- Selskabets resultat og økonomiske udvikling har levet op til de budgetterede forventninger og anses således for tilfredsstillende, skriver virksomhedens kontroversielle direktør, Lasse Schou, i beretningen til regnskabet for 2006, der netop er indleveret til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Som konsekvens af det flotte økonomiske resultat udbetaler selskabet et udbytte på 1,2 mio. kr. til eneejeren Lasse Schou via selskabet LS-Holding.

Massiv kritikLasse Schou er frontfigur i et par virksomheder, der de senere år har været genstand for en politisag, der bliver afgjort ved Københavns Byret i næste uge. Virksomhederne IT Support Danmark og Dansk Tele Support samt ledelsen i disse selskaber står model til danmarkshistoriens største straffesag mod såkaldte annoncehajer. De står tiltalt for bedrageri, forsøg på bedrageri og vildledning under markedsføringsloven i mere end 25 tilfælde og bliver mødt med et erstatningskrav på tre mio kr.

Ledelsen i Dansk Tele Support er overbeviste om, at man vinder sagen ved byretten.

- Det er ledelsens opfattelse, at tiltalen er ubegrundet, og at denne ikke vil få nogen betydelig økonomisk indvirkning på virksomhedens finansielle stilling. Skulle der, imod forventning, falde dom mod selskabets ledelse, vil dette ikke få økonomiske konsekvenser for selskabet i hverken år 2007 eller 2008, da sagen i så fald vil blive anket til næste retsindstans, skriver Lasse Schou.

Dermed er der ikke udsigt til, at selskabets mange utilfredse kunder får deres penge tilbage.

Jurist Jeppe Rosenmejer, Håndværksrådet, forventer, at afgørelsen ved byretten i næste uge vil få store økonomiske konsekvenser for Dansk Tele Support.

- Hvis de bliver dømt vil det åbne for, at andre der er blevet snydt også kan kræve erstatning hos Dansk Tele Support.

Håndværksrådet håber derudover på, at en domfældelse af Dansk Tele Support vil få effekt på landets mange andre fupfirmaer. Hidtil har de praktisk talt haft frie tøjler, og det har lokket mange "lykkejægere" ind i branchen på jagt efter hurtige og nemme penge. Men hvis denne sag ender med en tur bag tremmerne til de to bagmænd, vil det øjensynligt have en præventiv effekt på nye "lykkejægere" - og sende kuldegysninger gennem den etablerede del af fupbranchen.