Skygge fra fortiden

Det var et chok for Danmark, da den ukendte Jan Bonde Nielsen i 1970erne reddede industri-ikonet Burmeister & Wain. Det endte i konkurs og langvarige retssager, men nu prøver Bonde Nielsen forfra med en anden industrikæmpe, FLS Industries. Det er ikke helt så overraskende, som det umiddelbart lyder...

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Historien gentager sig aldrig, siger man.

Men der er et strejf af deja-vu - en gryende oplevelse af, at det har vi da vist oplevet før - over, at en vis Jan Bonde Nielsen nu står bag et købstilbud på selskabet Potagua, moderselskabet for en af dansk industris kæmper, den over 100 år gamle cementindustri-koncern FLS Industries.

Det blev til dramaer i Klaus Riskær- og Kurt Thorsen-format, da Jan Bonde Nielsen for 29 år siden overtog et af landets dengang kendteste industriforetagender, skibsværftet Burmeister & Wain - og allerede dengang var der relationer mellem Jan Bonde Nielsen og FLS-familierne, populært kaldet FLS-klanen, som nu vil bryde båndene til FLS Industries.


»Bomben«

Få danske erhvervsnyheder er faldet som en større »bombe« end Jan Bonde Nielsens meddelelse 10. april 1974 om, at han havde overtaget A/S Burmeister & Wains Skibsbyggeri.

Trods kronisk lavvande i økonomien stod Københavns største arbejdsplads stadig som noget vigtigt i dansk industri, ja, næsten som dansk industris moder - men hvem pokker var Jan Bonde Nielsen?

Hvor skulle han have penge fra til den mundfuld? Og kunne arbejdspladsen med de notorisk umulige værftsarbejdere, der knapt behøvede et påskud til at gå i strejke, overhovedet reddes?

Jan Bonde Nielsen viste lynhurtigt forbløffende gode evner til at tale med Danmarks angiveligt vanskeligste medarbejderstab. De kaldte til gengæld ham mirakelmager.

Et hurtig check af Jan Bonde Nielsens generalieblad, da han dukkede op, øgede overraskelsen. Han var gartneruddannet. Han var bare 35 år. Han var aldrig blevet færdig med sin studentereksamen. Han havde ikke fuldført sin uddannelse på Landbohøjskolen.

Men han havde haft en vis succes som blomstergartner i sit eget Dansk Chrysantemum Kultur (DCK), der havde slået sig op på at lave blomsterstiklinger i Kenya - og så havde han i ti år været gift med Margrethe, et barnebarn til af en af dansk industrihistories giganter, Alexander Foss.

Det var Alexander Foss, der sammen med Frederik Læssøe Smidth og Poul Larsen startede det, vi i dag kender som FLS Industries. Og det er Poul Larsens efterkommere, der, til ofte udtalt fortrydelse for Smidth- og især Foss-familien, i dag kontrollerer FLS.

Da Bonde Nielsen dukkede op som trold af æske i dansk industri, havde FLS-klanen forsonet sig med i hvert fald Alexander Foss' barnebarn, Nils Foss, som de fra 1969 til 1976 havde ansat som adm. direktør.

Ved giftermålet med Margrethe Foss blev Jan Bonde Nielsen af hel-, halv- og kvart-svogre inviteret med til lancier på de bonede gulve og som en selvfølge blev han optaget i den fornemme Young President´s-organisation, der gav adgang til feterede internationale koryfæer som f.eks. USAs berømte daværende udenrigsminister Henry Kissinger.

Regnestykket
Jan Bonde Nielsen sad på grund af familiebåndene i bestyrelsen for Århus Flydedok, da en af hans gode, britiske venner blev bedt om at vurdere regnskaberne for et dansk firma, som han ikke fik opgivet navn på.

Bonde Nielsen læste med over skulderen - og havde ikke problemer med at regne ud, at regnskabet gjaldt B&Ws skibsværft.

Værftet havde få år forinden været gennem en mediestorm, da Lauritzen-koncernen forgæves forsøgte en såkaldt fjendtlig overtagelse for at samle dansk værftsindustri i færre enheder, og i 1973-74 var der bag kulisserne voldsom strid om den kontrollerende aktiepost, som lå i et konkurstruet vekselererfirma, der kunne redde livet, hvis det kunne komme af med B&W-aktierne til en vis pris.

Vennen og Bonde Nielsen mente - på grundlag af regnskabstallene - at kunne konkludere, at værftets problem slet ikke var vanskelige medarbejdere, men derimod dårlig produktionsplanlægning, som der kunne gøres noget ved - f.eks. hvis man satsede på serieproduktion af store bulkcarriers.

Så Bonde Nielsen strikkede frimodigt et købstilbud sammen - og chokerede alt og alle, især de eksperter, der troede at B&Ws tid var forbi.


Feteret og beundret

De næste år blev Jan Bonde Nielsen fejret og feteret som dansk industris unge internationale håb, der - i modsætning til Old Boys' Network - kunne få gang i værftet, der ikke bare kom med pæne regnskaber, men også modtog dagbladet Børsens regnskabspris for at være særlig informativt.

Den charmerende Bonde Nielsens imperium voksede ligefrem med nye tilkøb, bl.a. et hjemkøb af B&Ws motorfabrik, der en periode havde været adskilt fra værftet.

Jan Bonde Nielsen havde international stil, han havde star quality - og var (som det siden fremgik specielt tydeligt af hans erindringer, »Dømt« og »Frifundet«) en name-dropper, der kunne få Se & Hør til at ligne et tamt provinsblad.

Men i sommeren 1978, bare fire år efter overtagelsen, begyndte det hele at krakelere. Dagbladet Politiken kastede sig med sjældent raseri ud i en kampagne om regnskaberne i DCK (der bl.a. havde fået støtte fra statens såkaldte Kaffefond og derfor kunne siges at være særlig forpligtet til at aflevere pletfri regnskaber).

Kort efter begyndte søsterbladet Ekstra Bladet i en ualmindelig lang og hård føljeton at bore i B&Ws og Jan Bonde Nielsens økonomiske forhold med krav om omgående udrykning fra bagmandspolitiet.


Højt spil

I forvejen havde Jan Bonde Nielsen rigeligt at se til, for halvfjerdsernes energikrise nummer to var indtruffet, og ikke mindst rederier og skibsværfter var så hårdt ramt, at selv A.P. Møller lagde skibe op, mens man ventede på bedre tider. Og renteniveauet i de år var så højt, at det få år forinden ville have kunnet lægge beslag på hele afdelingen for særlig økonomisk kriminalitet. 18-20-22-24 pct. var ikke bare tilladt, men normalt!

Jan Bonde Nielsens helt specielle problem var, at han virkelig havde spillet højt spil, da han gik ind i B&W: Bagefter viste det sig, at han selv kun rådede over 600.000 kr. af de 27,4 mio. kr., han betalte for at få kontrol over B&W.

Nu måtte han også - uden at fortælle om det egentlige formål - bruge masser af tid på at købe gamle, hæderkronede selskaber som Glud & Marstrand og tekstilselskabet Gredana, der godt gemt i regnskabshjørnerne tilsyneladende rådede over den likviditet, som han trængte stadig hårdere til.

I mange økonomiske henseender var det lig med checkrytteri af umoralsk størrelsesorden. Og i november 1980 var Jan Bonde Nielsens dage som mirakelmager talte.

En række forsikringsselskaber trak deres garantier tilbage, og Bonde Nielsens korthus væltede i en konkursbegæring.


Frifindelsen

Efterspillet i en langvarig serie af retssager fik en for de fleste overraskende slutning.

Der var fuld dækning til kreditorerne - og endda 40 mio. kr. til honorarer til boets advokater.

Og Jan Bonde Nielsen blev frikendt i 1986, da retten skulle tage stilling til, om hans manøvrer for at skaffe likviditet kunne kaldes bedrageri eller mandatsvig.

Appelsagen blev aldrig til noget. Jan Bonde Nielsen nægtede at stille op igen til bagmandspolitiets appelsag.

Han følte ikke, at selv en ny frifindelse ved en højere instans ville have nogen afgørende effekt i »den offentlige mening« og koncentrerede sig i stedet om nye forretninger.

Det kunne være blevet en sød hævn, men desværre: Han krakkede igen med sit nye firma, United Dutch, med bl.a. den tidligere skibsreder i A.P. Møller, Karsten Borch, i ledelsen, og siden har han startet flere andre nye forretninger, som danske medier med statsgaranti nu vil søge at kikke efter i kortene.

Har Bonde Nielsen og hans partnere penge? Har de nok? Og vil FLS-klanen stadig sælge - hvis »han« er køberen?

Så må det vise sig, hvor meget af historien, der siden gentager sig...Box

Jan Bonde Nielsen
født 20. maj 1938. Gartneruddannet, medstifter af og formand for DCK International 1963-75.

Køber i 1974 45,7 pct. af A/S Burmeister & Wains skibsværft. Træder tilbage som daglig leder i 1978 efter salg af motorfabrikken til tyske MAN. I 1980 erklæres B&W konkurs.

Bonde Nielsen retsforfølges for mandatsvig, men frifindes i 1986. Appelsag opgivet af anklagemyndigheden i 1995.

Bonde Nielsen har de seneste år boet i London som internatioal forretningsmand.Øverst tv.: Dagspressen var enig i sin beundring af den unge finansmand Jan Bonde Nielsen, der reddede det kriseramte B&W skibsværft. Forside fra Berlingske Tidende 11. april 1974.

Nederst th.: Samme avis 5. november 1980, da det traditionsrige skibsværft blev erklæret konkurs.

Midten: Jan Bonde Nielsen ankommer til Østre Landsret, 1979. Foto: Scanpix