Skyd med spredehagl

Det er god latin i virksomhedsdrift at lade være med at skyde med spredehagl men i stedet finde riflen frem og rette kikkertsigtet

stringent mod kerneområdet.


Lige modsat forholder det sig, når en by eller et område skal bedrive erhvervspolitik.

Her handler det om at finde bøssen frem og skyde med spredehagl. Regionen eller byen bør gennemføre en erhvervspolitik,

som satser på en mangfoldighed af virksomheder og brancher frem for at gøre sig afhængig af en enkelt stor virksomhed.


Det

er naturligvis Det Danske Stålvalseværks betalingsstandsning, der giver anledning til disse ord. Den truende og måske

uundgåelige lukning er intet mindre end en katastrofe for Frederiksværk og dens opland. Som vi kan beskrive i ErhvervsBladet

i dag, rammer stålvalseværkets problemer meget bredt i lokalsamfundet. Ikke bare mister værkets ansatte deres arbejde.

Også masser af underleverandører må sige farvel til ikke bare deres medarbejdere men i mange tilfælde også

til deres livsværk. Vi fortæller om et af de meget triste tilfælde i ErhvervsBladet i dag.


Man bør naturligvis

ikke sparke til nogen, der ligger ned, og det gør Frederiksværk for alvor i øjeblikket; men det må alt andet

lige være på sin plads at pege på, at eksemplet Frederiksværk ikke er et eksempel til efterfølgelse.

Og det kan man faktisk sige om andre danske byer, som for eksempel Billund (Lego), Nordborg (Danfoss) eller Bjerringbro (Grundfos). Det

er naturligvis langt fra sikkert, at disse store virksomheder kommer i samme situation som stålvalseværket; men det kan

på den anden side ikke udelukkes, og de har jo alle mere eller mindre med mellemrum mærket op- og nedturene.


Man

kunne også nævne Hillerød som et eksempel, man bør følge nøje. Byen soler sig i øjeblikket

i et medicinal- og biotek-eventyr, men er samtidig i gang med at gøre sig godt og grundigt afhængige af netop denne branche. Og

der er jo allerede slået skår i glæden i og med, at en af de store med planer om at flytte til Hillerød -

amerikanske Genmab - nu klapper hesten.


Selv om det gør ondt, bør det også slås fast, at mange af de

nu ramte underleverandører til stålvalseværket i Frederiksværk har lagt for mange æg i samme kurv.