Skuffende jobtal, men god beskæftigelse i USA

Den amerikanske økonomi skabte færre job end ventet i november ifølge nye tal fra Arbejdsministeriet. Men et andet sæt statistikker viste en langt mere positiv udvikling.

Læs mere
Fold sammen
NEW YORK: Mange økonomer og analytikere blev skuffede i går, da nye tal fra det amerikanske Arbejdsministerium viste, at virksomhederne kun havde oprettet 112.000 nye job i november.

Samtidig blev tallene for oktober og september justeret nedad med i alt 54.000 job. Økonomien har dermed skabt 178.000 job i gennemsnit i de seneste tre måneder. Det er nok til at opsuge de mange nye amerikanere - anslået mellem 125.000 og 150.000 - som melder sig på arbejdsmarkedet hver måned men er på den anden side ikke så mange, at der virkelig imponerer.

Set i lidt længere perspektiv går det dog uden tvivl fremad - ifølge CBSMarketWatch er der skabt 2,3 millioner flere job siden lavpunktet i august 2003.

Tallene viser hvilke brancher og sektorer, der er fremgang i, og hvilke der har modvind. For november blev der f.eks. færre job i fremstillingsindustrien og i detailhandelen, mens byggeri, tjenesteydelser - også erhvervsrelaterede som f.eks. revision - og sundhedssektoren var i fremgang. Vikarbureauer havde ligeledes en god måned, hvilket ofte ses som et sundhedstegn, da midlertidige job kan gå hen og blive permanente.

Modsatrettede tal
Men et er jobtallene, som udregnes via forespørgsler hos ca. 400.000 virksomheder, der i alt står for omkring 40 pct. af alle job i USA, et andet er den såkaldte husstandsundersøgelse, som viser helt andre og langt mere positive tal.

Derimod måler husstandsundersøgelsen ikke nyskabte job men antallet af mennesker i arbejde og baserer sig på oplysninger fra omkring 60.000 husstande i USA.

Her viser de seneste tal, som også kom i går, at beskæftigelsen voksede med 483.000 i november og dermed bragte arbejdsløshedsprocenten ned på 5,4 pct. fra 5,5. Omkring otte millioner amerikanere er registreret som arbejdsløse med en gennemsnitlig periode uden job på 19,9 uger. Af de otte mio. er ca. 22 pct. langtidsarbejdsløse med en periode uden job på over et halvt år.

Økonomer har dog tendens til at anskue jobtallene fra virksomhederne som det mest troværdige skøn for den virkelige udvikling på arbejdsmarkedet, men husstandsundersøgelsen kan muligvis lægge en dæmper på skuffelsen.

»Den kan hjælpe med at afbøde den umiddelbare reaktion på jobrapporten,« sagde James Knightley, økonom hos ING Financial Markets, til Financial Times.