Skjult kampagne for svenske kampfly

Virksomheder, der har ekstra ordre i udsigt, hvis Danmark køber svenske kampfly, har iværksat en kampagne, der skal påvirke beslutningen.

Læs mere
Fold sammen
Hvis det lokale dagblad en af de nærmeste uger bringer en opfordring fra en virksomhed i området til at vælge det svenske Gripen Next Generation som Danmarks nye kampfly, taler sandsynligheden for, at budskabet i virkeligheden er forfattet af sekretariatet for en gruppe virksomheder, der har ordrer i udsigt, hvis Danmark køber svensk, skriver Berlingske Tidende.

De i alt 62 virksomheder i foreningen GripenDK Team har netop modtaget en kampagneplan fra deres sekretariat, Center for Underleverandører, der indbefatter forudforfattede pressemeddelelser og forslag til breve til lokale borgmestre, fagforeningsformænd, erhvervschefer og folketingsmedlemmer.

Partner i Center for Underleverandører Knud Hareskov forklarer, at udsigten til flere ordrer og dermed arbejdspladser bør tages med i betragtning, når der skal vælges kampfly.

- På et tidspunkt, hvor arbejdspladser nedlægges, mener vi som forening, at man dårligt kan tillade sig at se bort fra erhvervsvinklen, siger Knud Hareskov til Berlingske Tidende.

Lederen af Dansk Institut for Militære Studier, Mikkel Vedby Rasmussen, bryder sig dog ikke om Hareskovs argument.

- Det vil være ulykkeligt, hvis de fly, som skal beskytte danske soldater, blev valgt efter deres evne til at skabe arbejdspladser, siger han.

/ritzau/