Skattestop forgylder boligejere

Var boligskatterne fortsat med at stige, ville boligejere i København skulle tjene op mod 18.440 kr. ekstra for at kunne betale skatterne.

Læs mere
Fold sammen
Uden regeringens skattestop skulle københavnske boligejere tjene op mod 18.440 kr. ekstra til næste år for at kunne betale deres boligskatter. Det viser nye beregninger fra Finansministeriet, der er fremkaldt af et spørgsmål fra Venstres finansordfører Kristian Jensen.

Han ville vide, hvor store lønstigninger typiske boligejere skulle have for at modsvare de samlede virkninger af skattestop og stigningsbegrænsninger for ejendomsskatter, som loftet over den afgiftspligtige grundskyld.

»Det overrasker selv mig, at almindelige boligejere skal arbejde i to til tre uger ekstra om året, hvis socialdemokraterne kom til og genindførte den gamle ejendomsværdibeskatning,« siger Kristian Jensen.

Jakob Buksti, socialdemokraternes skatteordfører, afviser, at partiet vil give boligejerne et voldsomt skattesmæk.

»Vi vil jo ikke hæve ejendomsskatten uden samtidig at lette indkomstskatterne. Det er det sædvanlige med Venstre, at de kun interesserer sig for, hvad vi vil hæve, og ikke hvad vi vil sænke. Det er en skræmmekampagne,« siger Jakob Buksti.

I Finansministeriets beregninger er der ikke eksplicit taget højde for, at skattestoppet af sig selv har hævet handelspriserne for boligerne. Til gengæld mener Jens Christian Nielsen, cheføkonomi i BRFkredit, at ministeriet har sat indeværende års prisstigninger på boligmarkedet meget lavt i beregningerne. Og de højere priser har betydning for skatten, mener han.

»Ganske almindelige københavnske familier får år efter år en skattestigning på grundskylden. De får det ikke i et hug, som de ellers ville have fået, men der er skattestigninger på grundskylden ud over 2005,« siger Jens Chr. Nielsen.