Mandag dukkede nye deltajer frem om Skats tornede vej frem mod at kunne sende nye og retvisende ejendomsvurderinger ud til de 1,7 millioner danske boligejere. Jyllands-Posten henviste til det notat om udfordringerne, der fik partierne bag det nye boligskattesystem til for nylig at udskyde udsendelsen af de nye vurderinger til 2020. Notatet beskriver, hvor omfattende og udfordrende blandt andet opgaven med at få gamle og nye data og IT-systemer til at tale sammen og etablere den omfattende kommunikation med boligejerne er.
Ifølge notatet har IT-leverancer ikke bestået de nødvendige test forud for idriftsættelse, og det betyder, at IT-udviklingen forsinkes. Desuden er de digitaliserede plandata for ejendommene leveret for sent eller i for dårlig kvalitet, og endelig kaldes tilbagebetalingsordningen for de boligejere, der skal have boligskat tilbage, for »kompleks« og kræver integration med andre systemer i Skatteministeriet.




