Siemens flytter produktionen til lavtlønslande

Den multinationale elektronikgigant Flextronics International skal fortsat producere mobiltelefoner for Siemens. Bare ikke i Danmark.

Læs mere
Fold sammen
Siemens fortsætter samarbejdet om produktion af mobiltelefoner med Flextronics. Bare ikke Flextronics i Pandrup, som i 2000 var den første fabrik, der med en tocifret milliardordre fik ordre på at producere 33 millioner Siemens-mobiltelefoner.

Men i takt med den rivende udvikling i masseproduktionen og det højere kvalitetsniveau i lavtlønslandene er det nu slut med produktionen i Danmark.

»Vi har ikke kancelleret nogen eksisterende kontrakter. Den oprindelige, store kontrakt med Flextronics i Pandrup er ved at rinde ud. Men vi indgår også en ny kontrakt med Flextronics International,« siger marketingdirektør John Finnich fra Siemens i Danmark.

Svag indtjening
Inden den store Siemens-ordre i 2000 lå Flextronics' omsætning på ti millioner kroner. Året efter steg omsætningen til tre milliarder kroner, så til 3,4 milliarder kroner i regnskabsåret 2001/02 og til fem milliarder kroner i det regnskabsår, der sluttede 31. marts sidste år.

Pandrup-virksomhedens samlede indtjening i perioden efter Siemens-ordren har kun beløbet sig til 30 millioner kroner. Men alternativet var lukningen af virksomheden og et voldsomt beskæftigelsestab for lokalområdet.

Sidste år toppede antallet af ansatte med 1.700 i arbejde. Men et dyk i efterspørgslen på mobiltelefoner sidste år kostede knap 500 stillinger. Nu er mobilmarkedet atter i vækst. Men der er stadigt større fokus på priserne på mobiltelefoner, og Pandrup-virksomheden har ikke en chance for at konkurrere længere. Derfor blev der i går varslet en endnu voldsommere fyringsrunde.

Flextronics International har de seneste år investeret kraftigt i den nordjyske virksomhed. Men når produktionen af Siemens telefoner stopper om et par måneder, bliver udstyret til den produktion - ifølge Flextronics' danske administrerende direktør Peter Hinrup - flyttet derhen, hvor produktionen fremover skal ligge. En del af produktionsudstyret tilhører Siemens selv.