Sidste store overenskomst på plads: DI indkalder til pressemøde
Dansk Industri og 3F er blevet enige om et forlig på byggeområdet.
Der var pres på, da Claus von Elling fra 3F i januar ankom til overenskomstforhandlingerne på 3Fs byggeområde. Nu har han indgået en aftale med Dansk Industri. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Dansk Industri og 3F Byggegruppen har tirsdag indgået aftaler om nye overenskomster, der skal sætte rammerne for 165.000 ansatte på byggeområdet.
Forliget præsenteres på et pressemøde klokken 15.30 i Industriens Hus, skriver Dansk Industri i en pressemeddelelse.
Byggeriet var det sidste store område, hvor der indtil nu ikke var landet et forlig.
Dansk Industri skriver ikke andet om aftalen, end at den ligesom på industriens og transportens områder gælder i to år og rækker frem til 1. marts 2025.
Da byggeriet er et minimallønsområde, er der størst sandsynlighed for, at aftalen kommer til at minde om aftalen for industrien, hvor mindstelønnen stiger med ni kroner i timen.
De endelige lønstigninger skal forhandles ude på virksomhederne, hvor der formentlig vil blive stillet høje krav, efter 3F Transport i sidste uge sikrede lønstigninger på mellem 11 og 12 procent over de næste to år i deres normallønsoverenskomst.
I alle store forlig er det desuden gennemgående, at arbejdsgiverne skal indbetale to procent mere til pensionen, mens lønmodtagerne skal betale to procent mindre, at fritvalgskontoen bliver større, og at barselsperioden for medforældre bliver forlænget.