SF har skiftet ham

Læs mere
Fold sammen
Dagen i går var en milepæl i den danske EU-historie. I 32 år har Socialistisk Folkeparti sagt nej til alt, hvad der kom fra Bruxelles. I går sagde et flertal af partiets medlemmer ja til den nye EU-traktat.

Medlemmernes ja skaber en helt ny dimension i den danske EU-debat. Der er nu et meget bredt flertal i det danske Folketing bag Danmarks EU-engagement.

Fremover bliver flertallets opgave at forankre den positive EU-holdning i Folketinget til befolkningen, hvor mange stadig er meget skeptiske overfor alt, hvad der har med EU at gøre.

Gårsdagens afstemning i SF er en sejr for partiets leder Holger K. Nielsen, der i årevis har forsøgt at trække SF i en mere pro-europæisk retning. Men resultatet er også en sejr for statsminister Anders Fogh Rasmussen, der tog initiativ til at forhandle det kompromis, som har banet vej for SF-medlemmernes accept af den nye forfatning.

Med SF´-medlemmerne ja er der skabt sikkerhed for resultatet af en en dansk folkeafstemning om traktaten. Samtidig er vi rykket tættere på et Folketingsvalg. Statsministeren skal ikke længere tage hensyn til sin forligspartner Holger K. Nielsen. Partiets europæiske hamskifte er en kendsgerning.

Med SF''s ja til Europa er modstanden mod EU isoleret til nationalistiske partier som Dansk Folkeparti og Enhedslisten, der på hver sin måde drømmer om at kunne isolerede Danmark fra globaliseringens virkninger. Det er naturligvis en illusion.

Den nye holdning i SF bør på sigt gøre det muligt at for Danmark at føre en mere offensiv EU-politik. Hidtil har Danmark kørt i slæbegear og spillet rollen som nej-siger. Men Europa er mange måder gået i stå.Der er behov for nye ideer - også fra dansk side.

Forudsætningen for et mere aktivt dansk engagement i Europa er dog et opgør med de danske EU-forhold, som tiden er løbet fra.

Det gælder især forbeholdene overfor Euroen og det fælles forsvarssamarbejde. Et stort flertal har i de seneste opinionsanalyser tilkendegivet, at de ønsker forbenoldene afskaffet.

Derfor kan de kan passende komme til afstemning, når vi alligevel skal stemme om den nye traktat om et års tid. Steno