Serieiværksætter på væksteventyr

Global. Jacob Wolff-Petersens seks år gamle virksomhed Steelseries har stor succes på markedet for computerudstyr, som ellers er domineret af giganter som Microsoft, Creative og Logitech. Stifteren stræber nu efter en årlig omsætning på 300 mio. kr.

Foto: PR-foto
Seks år gamle Steelseries beliggende på Nørrebro i København er et glimrende eksempel på, at man ikke behøver store moderne kontorer på en dyr adresse for at være en succesfuld virksomhed.

Man skal dybt ind i gården og op ad en faretruende slidt trappe, før man når virksomhedens massive, gamle hoveddør. Indenfor roder det lidt, der hænger kabler ned fra loftet i mødelokalet, og gæster får serveret vand i glas fra Ikea.

Der er således ikke meget, der udstråler boomende millionforretning, men det er faktisk, hvad Steelseries er. Siden starten i 2001 er virksomheden, der udvikler og sælger computerudstyr som musemåtter, headset og tastaturer i høj kvalitet, vokset til at have 40 ansatte.

Produkterne sælges i 76 lande verden over fra Steelseries' egne kontorer i USA, England, Kina, Taiwan og Schweiz. Omsætningen var sidste år på 51 mio. kr. efter vækstrater på henholdsvis 43 procent og 95 procent gennem 2006 og 2005.

Fra iværksætterhjemBag væksthistorien står stifteren af Steelseries, den 34-årige serieiværksætter Jacob Wolff-Petersen. Virksomheden, som han siden 2001 har bygget op for et indskud på 125.000 kr. og banklån, er hans tredje og suverænt mest succesfulde.

Lysten til at etablere virksomheder og være sin egen herre har HA-uddannede Jacob Wolff-Petersen ikke fra fremmede. Begge forældre er således entreprenante sjæle, der driver egne virksomheder.

Jacob Wolff-Petersen kommer altså fra et sandt iværksætterhjem, hvor der blev talt om virksomhedsdrift ved middagsbordet. Her var masser af inspiration for en ung mand, der i forvejen var god til at få ideer.

- Jeg er af iværksætterfamilie, og det har faldet mig naturligt at starte virksomheder, når ideerne har været gode nok. Det er supermotiverende at skabe et billede af, hvad en idé kan udvikles til, og så gå i gang med at realisere den vision, siger Jacob Wolff-Petersen om drivkraften bag hans iværksætter-karriere.

Satsede på nicheNetop visioner fik Jacob Wolff-Petersen til at stifte Steelseries. En opfinder havde præsenteret ham for en musemåtte i specialbehandlet glas, som han ikke selv kunne finansiere en produktion af.

Jacob Wolff-Petersen slog til, købte rettighederne til produktet og gik i gang med at markedsføre måtten, der kostede forbrugerne flere hundrede kroner. Han troede på, at der var et marked, selv om musemåtter i plast og gummi dengang som i dag blev foræret væk af virksomheder i reklameøjemed.

Jacob Wolff-Petersen fik ret, der var et marked for musemåtter i høj kvalitet. Ikke mindst de meget dedikerede udøvere af computerspil, de såkaldte gamere, tog glasmåtten til sig.

Skal i målSuccesen fik Jacob Wolff-Petersen til at udvide sortimentet, og i 2003 gik han for alvor løs på markedet for computerudstyr på trods af, at det også dengang var domineret af enorme internationale koncerner som Microsoft, Creative og Logitech. Strategien var at satse på den lille, men voksende niche med salg til gamere.

- Der er altid plads til én til på et marked, og jeg kunne se, at de store ikke dyrkede den niche, vi gik efter. Så det var bare om at komme ind og få en position, og det er lykkedes os, konstaterer Jacob Wolff-Petersen.

Steelseries' strategi er baseret på en tæt kontakt til de flere og flere professionelle gamere, som lever af at spille computerspilsturneringer. Virksomheden sponsorerer holdene for fem-seks mio. kr. om året, og til gengæld skal gamerne være med i udviklingen af produkterne.

De kendte holds navnetræk har en stor appel til alle de almindelige gamere, som udgør Steelseries' kundegruppe. Desuden betyder udviklingsarbejdet, at udstyret rent faktisk er bedre til gaming end eksempelvis en almindelig computermus.

Steelseries gør nu klar til at udnytte sine produkter og brand maksimalt ved at banke omsætningen markant i vejret. Målet er 75 mio. kr. i år, 150 mio. kr. næste år og 300 mio. kr. i 2009. Midlet er at få produkterne på hylderne hos flere detailkæder, hvor det store salg ligger.

- Vi har meget online-salg, men den store afsætning får vi i butikkerne, så nu satser vi hårdt på at komme bredere ud i blandt andet USA og England, siger Jacob Wolff-Petersen, der ikke vil kaste sig over nye iværksætterprojekter i nær fremtid.

- Nu drejer det sig om at få Steelseries helt i mål. Det er min store drøm at få ført virksomheden så langt frem, som potentialet berettiger til. Så må andre projekter vente, konstaterer han.Klik her for at deltage i afstemningen om årets dygtigste iværksætter

Klik her for at læse portræt af Malene Birger

Klik her for at læse portræt af Claus Tingstrøm

Klik her for at læse portræt af Kaare Danielsen

Klik her for at læse portræt af Ole Christian Andersen

Klik her for at læse portræt af Søren Alminde

Klik her for at læse portræt af Christian Levin

Klik her for at læse portræt af Jesper L. Nielsen

Klik her for at læse portræt af Jacob Wolff-Petersen

Klik her for at læse portræt af Frank Rasmussen

Klik her for at læse portræt af Susanne Rützou