Selvbyggerbamser i Tivoli

Succesfuld amerikansk butikskæde får skandinavisk debut i Tivoli.

Selvbyggerbamser i Tivoli - 1
[/E-MAIL]John Kristensen og fire andre medlemmer af en fynsk rødvinsklub står bag den nye gør-det-selv bamsefabrik i Tivoli. Konceptet er hentet i USA, hvor omsætningen har rundet 200 millioner dollar.<br>
Læs mere
Fold sammen
Når forlystelsesetablissementet Tivoli igen slår dørene op, bliver det med mindst én stor nyhed: Egen bamsefabrik.

I lokaler ved hovedindgangen bliver der skandinavisk premiere for en af de seneste års mest succesfulde nye forretningsideer i USA, butikskæden Build-A-Bear.

Her kan folk gå ind fra gaden - eller i dette tilfælde Tivoli - og lave bamser helt fra grunden sammen med eller til familiens tøjdyrselskere. Man fylder et »bamseskind« op med træuld, ilægger et behørigt kysset hjerte, syr til - og vasker og børster bamsen færdig, mens computeren udskriver den nyfødtes dåbsattest. Og så kan man købe bamsetøj - traditionelt eller »moderne« i form af vikinger eller Harlequin og Columbine - og siden via e-shop købe nyt udstyr.

Rødvinsklub
Build-A-Bear kommer til Danmark takket være en fynsk rødvinsklub.

Fire forretningsfolk i Tommerup sluttede omgående op, da en femte under en familieudflugt i USA smeltede ved synet af en af staternes nu 130 Build-A-Bear-forretninger, og man besluttede at gå efter at indføre kæden i Skandinavien.

Nu har rødvinsklubben været på Build-A-Bear university i St. Louis, og forretningsplanen er, at der om fem år skal være fem-seks danske forretninger, lidt flere i Sverige og lidt færre i Norge, oplyser administrerende direktør John Kristensen, der selv har opsagt sit faste job som direktør i fynske Totalbanken. Også klubbens bamse-opdager Søren Nielsen har opgivet sine hidtidige gøremål som ejendomsinvestor og er blevet fuldtids bamse-jordefader.

Milliardomsætning
Build-A-Bear er stiftet så sent som i 1997 af den nu 53-årige Maxine Clark og har allerede passeret 200 millioner dollar i omsætning.

Maxine Clark arbejdede i skotøjsbranchen, men hun var på jagt efter en idé, hun kunne putte lidt mere hjerte i, da hun fandt på at lave bamsefabrikkerne, som bredte sig som en steppebrand efter franchise-konceptet i amerikanske indkøbscentre.

Tommerup-folkene var tæt på at blive Build-A-Bears første eksport, men sidste år åbnede dog et par forretninger i England og Spanien.

Lejemålet i Tivoli var let at få på plads, for da Tommerup-folkene kontaktede Tivoli-direktør Lars Liebst, havde Royal Copenhagen netop opsagt lejemålet, og Liebst havde selv været på spiontogt i Disneyland, hvor han var blevet hvisket i ørerne, at hvis der her var noget, der kunne trække kunder, så var det en bamse-butik, der med sin placering ved hovedindgangen også kan være åben uden for Tivoli-sæsonen. På førstesalen kan afvikles bamse-værkstedsarrangementer for større grupper.