Seier med fodboldtrofæ, men giver det penge?

Byline foto billede 2018 Bylinefoto Jens Christian Hansen Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Milliardæren Lars Seier Christensen er braget ind i Parken Sport & Entertainment og dermed fodboldklubben FCK som ny storaktionær. Det er ikke bare overraskende, det er også oplæg til mange fremtidige store slag om Parken. Og – sandsynligvis – en opsplitning.

Set ude fra kan man få den tanke, at det er de to nuværende storaktionærer Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen, der har inviteret Seier inden for. I håb om at holde andre bejlere ude. I håb om at kunne reorganisere hele Parken-forretningen i ro og mag.

Det store spørgsmål er, om så store egoer kan finde sammen i en fælles forståelse af, hvad der skal ske med Parken. Optræder disse tre investorer i øvrigt i samlet flok som én investorgruppe, siger børsreglerne, at de skal komme med et indløsningstilbud til de øvrige aktionærer i Parken.

»Det store spørgsmål er om så store egoer kan finde sammen«


Skjærbæk/Korsgaard og Seier sidder nu med 70 procent af aktierne, og hvis de virkelig tror på, at der er guld i Parken-aktien, jamen så er prisen på et indløsningstilbud overskueligt. Det vil samlet koste dem i omegnen af 300 mio. kr. (incl. merpræmien på indløsningstilbuddet.)

Herefter er der så frit slag til at splitte op, omorganisere og hente de værdier ud, der kan være i Parken-koncernen.

Lars Seiers indtog i Parken kommer blot et par måneder efter at en amerikansk investorgruppe (Fortress) lagde billet ind på at købe hele Parken, men blev afvist af Skjærbæk/Korsgaard-investorerne. Den største aktionær, pensionsfonden LD ville sælge, men Erik Skjærbæk afviste bastant alle tilnærmelser. Det hører med, at Skjærbæk og LD har haft et særdeles anstrengt forhold til hinanden igennem mange år.

Pludselig dukker Seier op. Det betyder næppe, at  det bliver business-as-usual – i så fald er det svært at se, hvordan disse investorer for alvor skal score jackpot på Parken-investeringen.

Skjærbæk/Korsgaard-duoen kom tumlende ind i Parken-aktien for ti år siden, men set fra disse to investorers side har det været en dårlig investering. Aktien ligger død. Det store spørgsmål er således, hvordan Skjærbæk/Korsgaard får bare et nogenlunde afkast på denne aktie.

Set i det lys må det ligge lige til højrebenet at splitte Parken-konglomeratet op, som i øvrigt tidligere beskrevet i denne klumme. Det vil give mening, og som det ser ud nu den eneste mulighed for for alvor at få et gyldent afkast

Underskudsforretningen Fitness.dk er skudt af med et kæmpeunderskud til følge. Men så er det problem da ude af bøgerne.

Ejendomsdelen i Parken er efterhånden beskeden. Tilbage – af de store klumper – er fodboldklubben FCK og fritidskoncernen Lalandia. Lalandia er blevet en glimrende forretning, og målt på Lalandias nøgletal vil denne del af forretningen i store træk kunne modsvare børsværdien af hele Parken. Derudover er der en ubekendt, nemlig eventuelle gevinster på e-sport-forretningen.

Tilbage bliver den problematiske fodboldforretning. Problematisk fordi indtjeningen svinger op og ned i takt med resultaterne på grønsværen. Fodboldklubber både i ind- og udland handles dog typisk til langt mere end de reelle værdier. Her skal nemlig også regnes en »herlighedsværdi« med, som vi eksempelvis har set med rigmanden Jan Bech Andersens investering i Brøndby.

Det er svært at tro, at Erik Skjærbæk har kastet penge i Parken på grund af stærke følelser. Det er sket ud fra en klar forventning om at score kassen. Om det så også gælder for Lars Seier, der med Parken-investeringen for alvor bliver en stor mand i dansk fodbold, er foreløbig uvist.

Et godt gæt er, at Seiers indtog i Parken blot er den første af en række ændringer i Parken Sport & Entertainment.

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator

»Kun ved at splitte Parken op kan Seier & Co få et gyldent afkast«