Saudi-Arabiens oliegigant skovler penge ind som aldrig før

Krig i Ukraine har sendt olieprisen i vejret. På tre måneder har Saudi-Arabiens Aramco tjent 355 milliarder.

I første kvartal havde Aramco et overskud på 282 milliarder kroner, så status efter første halvår er et plus på 637 milliarder kroner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maxim Shemetov
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Riyad. Saudi-Arabiens olieselskab Aramco har aldrig før tjent så mange penge som i andet kvartal i år.

I de tre måneder har selskabet opnået et overskud på 48,4 milliarder dollar.

Det skriver det britiske medie BBC.

Beløbet svarer til intet mindre end 355 milliarder kroner. Eller næsten fire milliarder kroner i indtjening hver eneste dag i april, maj og juni.

I første kvartal havde Aramco et overskud på 282 milliarder kroner, så status efter første halvår er et plus på 637 milliarder kroner.

Det svarer rundt regnet til en fjerdedel af Danmarks bruttonationalprodukt i 2021.

Ruslands invasion af Ukraine har sendt priserne på olie og gas til vejrs, og det skæpper godt i kassen hos det statskontrollerede Aramco, der er verdens største eksportør af olie.

Ifølge finansmediet Bloomberg News er Aramcos kvartalsoverskud det største nogensinde for et børsnoteret selskab, når der justeres for ekstraordinære forhold.

Aramco anses da også for at være kongedømmets kronjuvel. Uden olien var der ingen rigdom og dermed ingen magt til ørkenstaten, der styres af Saud-familien.

Vestlige olieselskaber som Shell, ExxonMobil, Chevron og BP har hen over sommeren også meldt om usædvanligt store overskud i år.

I flere lande har det udløst krav om at indføre en særbeskatning af de ekstraordinært store profitter.

I maj meddelte Storbritanniens daværende finansminister, Rishi Sunak, at olie- og gasselskaber vil blive pålagt en særskat i år. Den forventes at give yderligere fem milliarder pund til statskassen.

Pengene er øremærket til at hjælpe borgere, der har svært ved at betale deres stigende energiregninger.

Herhjemme har SF og Enhedslisten, regeringens støttepartier, foreslået det samme.

FN og EU har også opfordret til lave en særskat for energiproducenter, og i juni sagde USA's præsident, Joe Biden, at ExxonMobile har tjent "flere penge end Gud i år".

ExxonMobil havde i andet kvartal et rekordhøjt overskud på 17,9 milliarder dollar.

/ritzau/