Saudi-Arabien jagter amerikanske teknologiselskaber

Saudi-Arabien har set en gylden investeringsmulighed i amerikanske teknologiselskaber.

Den saudiske kronprins Mohammed bin Salman har indikeret, at kongeriget har intentioner om at øge antallet af investeringer i Silicon Valley Fold sammen
Læs mere
Foto: LUCAS JACKSON

Det skriver the Wall Street Journal.

Den saudiske kronprins Mohammed bin Salman har indikeret, at kongeriget har intentioner om at øge antallet af investeringer i Silicon Valley, blandt andet med 3,5 mia. dollar i Uber Technologies.

Investeringerne er finansieret af Saudi-Arabiens statsejede oliefond, der har ambitioner om at blive verdens største inden 2030.

Den store interesse for amerikanske teknologiselskaber skyldes ifølge Venky Ganesan, der er venturekapitalist i Menlo Ventures, at teknologiindustrien er en af de få, der kan ryste et betydeligt afkast af sig.

De planlagte investeringer har givet anledning til heftig debat i Silicon Valley. Flere frygter, at teknologisektoren er blevet forblændet af de gyldne checks, der har gjort dem blinde for etiske problemstillinger.

Eksempelvis har flere undret siger over Ubers aftale med Saudi Arabien, der anses for at være en implicit anerkendelse af den saudiarabiske regering.

Saudi-Arabien er det eneste land i verden hvor det ikke er tilladt for kvinder at køre bil, og hvor homoseksualitet er ulovligt.

Dog har Uber afvist anklagerne om politisk anerkendelse. Selskabet vurderer, at godt 80 pct. af Ubers passagerer i Saudi Arabien er kvinder, og at Uber vil bidrage til øget mobilitet.