SAS tager initiativ til at genoptage forhandlingerne med SAS Scandinavias pilotforeninger. Det skriver SAS i en meddelelse.
»Strejken rammer tusindvis af passagerer dagligt, og mange SAS-ansatte arbejder hårdt for at hjælpe de berørte passagerer. Det er nødvendigt for parterne i fællesskab at nå en ende på situationen,« lyder det videre i meddelelsen.
De seneste dage har SAS underrettet mæglerne om, at flyselskabet ønsker igen at indtage forhandlingsbordet med piloterne for at nå til enighed om nye overenskomster og dermed ende den igangværende strejke, skriver SAS.
Det er dog en nyhed for Dansk Pilotforening, lyder det fra formand Henrik Thyregod, til Ritzau.
»Jeg synes, det er mærkværdigt at gå ud med det i pressen, i stedet for at kontakte mig direkte. Men det er klart, hvis de ønsker at vi skal komme, så kommer vi,« siger Henrik Thyregod om SAS' initiativ til at gentage forhandlinger om en ny overenskomst.
Heller ikke chefforhandler i Dansk Metal Keld Bækkelund Hansen har det hørt fra SAS endnu, lyder det til Ritzau.
En del af storkonflikten i SAS handler om, at piloterne i SAS' hovedselskab kun ville gå med til en seksårig overenskomst uden strejkeret, mens SAS i første omgang ønskede en tiårig periode og efterfølgende gik ned på otte. Det kunne de ikke mødes om.
I mandagens meddelelse understreger flyselskabet, at man godt er klar over, at det kræver kompromisser fra både selskabet og piloterne, hvis parterne skal nå til enighed.
»SAS er villig til at tage sit ansvar i den proces,« lyder det i pressemeddelelsen.
Kæmpe krise
Det skandinaviske flyselskab står lige nu i en historisk økonomisk krise, og derfor har man indledt en konkursbeskyttelsesproces ved de amerikanske domstole. Det giver SAS mulighed for at omstrukturere selskabet og dets forpligtelser.
Flyselskabet mener grundlæggende, at det rent konkurrencemæssigt står dårligt i forhold til konkurrenterne i Europa.
Derfor har SAS oprettet to datterselskaber SAS Link og SAS connect, som ansætter piloter til en lavere løn – netop for at kunne konkurrere med lavprisflyselskaberne – hvilket er kernen i konflikten med piloterne i hovedselskabet.
De konkurrencemæssige udfordringer lægger SAS endnu en gang vægt på i dagens meddelelse. Her lyder det, at det i sidste ende er flyselskabets langsigtede konkurrenceevne, der er på spil i forhandlingerne med piloterne.
Og hvis selskabet skal lykkes med transformationen, der har navnet SAS FORWARD, kræver det, at alle bidrager, »inklusiv piloterne«.
I en uge har 1.000 SAS-piloter været i strejke, og 30.000 passagerer er strandet på landjorden, efter at det i syv måneder ikke er lykkedes for SAS og piloterne at nå til enighed i deres overenskomstforhandlinger.