SAS og 20 andre flyselskaber ramt af kuffertstrejken – se her om du får bagagen med på vinterferie

Strejken i Københavns Lufthavn fortsætter trods pålæg til de strejkende om at gå i arbejde. En stribe store selskaber som KLM, British Airways og Lufthansa går fri.

Passagerer og bagage i Københavns Lufthavn mandag. SAS' bagagefolk fortsætter arbejdsnedlæggelse i lufthavnen. Den overenskomststridige strejke har varet siden lørdag morgen, hvor ansatte i selskabet SAS Ground Handling (SGH) nedlagde arbejdet. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kuffertstrejken i SAS Ground Handling rammer 45 procent af bagagen i Københavns Lufthavn. Strejken rammer først og fremmest SAS, mens en række store selskaber går fri, oplyser pressefunktionen i lufthavnen.

Omkring 20 selskaber ud over SAS er ramt, fordi de får deres bagage håndteret af SAS Ground Handling.

Ifølge Københavns Lufthavn er de ramte selskaber græske Aegan, russiske Aeroflot, Air Baltic, egyptiske Air Cairo, Air China, det regionale Alsie Espress, færøske Atlantic, regionale DAT, Egypt Air, tyske Eurowings, Iceland Air, det danske charterselskab Jettime, Luxwing, svenske Novair, Singapore Airlines, charterselskabet Sunclass, portugisiske TAP, Thai Airways, charterselskabet Tui og norske Widerøe.

Strejken blandt bagagemedarbejderne i SAS Ground Handling fortsætter trods opfordringer fra såvel beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og Arbejdsretten til de strejkende om at gå i arbejde igen.

»Jeg konstaterer, at de nuværende arbejdsnedlæggelser i lufthavnen er i strid med overenskomsten. Overenskomststridige arbejdsnedlæggelser er selvfølgelig uacceptable og skal håndteres i det arbejdsretlige system. Det er også sket i den konkrete sag, hvor Arbejdsretten hurtigt har taget stilling til, at strejken er overenskomststridig og har pålagt de strejkende at genoptage arbejdet,« skrev ministeren mandag eftermiddag til flere medier.

»Jeg har selvfølgelig en klar forventning om, at Arbejdsrettens afgørelse bliver efterlevet. Jeg opfordrer derfor parterne til at respektere de fagretlige afgørelser og så tage kampene ved forhandlingsbordet.«

Mandag eftermiddag var parterne igen i Arbejdsretten, som igen opfordrede de strejkende til at gå i arbejde. Boden for de strejkende medarbejdere sat op fra 50 kroner til 80 kroner i timen. Samtidig får de ingen løn under den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, skriver TV 2.

Ifølge tv-stationen skyldes konflikten blandt andet, at SAS i 2020 opsagde en række lokalaftaler, som var indgået mellem fagforeningen 3Fs lokalafdeling i Københavns Lufthavn og SAS. Lokalaftalerne regulerer en lang række forhold, herunder løn og arbejdstid.

»Det er aftaler, som har givet medarbejderne bedre arbejdsvilkår end dem, de står med nu, siger arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl.

Opsigelsen af aftalerne betød blandt andet, at nyansatte gik ti procent ned i løn. Medarbejderne har selv i sin tid accepteret, at aftalerne er blevet opsagt, men ifølge Høgedahl var alternativet flere fyringer.