SAS er kommet et skridt nærmere en ny begyndelse med offentliggørelsen af en plan for, hvor meget de nuværende kreditorer i selskabet kan vente at få udbetalt af deres tilgodehavende.
Og det er ikke alverden, viser udkastet, som er offentliggjort mandag.
Der er kun 250 millioner dollar kontant og 75 millioner i nye aktier til deling, og størstedelen er reserveret til senere.
Derfor får de kreditorer, der står først i køen, kun udbetalt mellem 6,9 og 9,4 procent af deres tilgodehavende, når den nuværende betalingsstandsning ophører.
De kan håbe senere at få mellem 13,1 og 15,6 procent ekstra, så de lander et sted mellem 20 og 25 procent af deres oprindelige tilgodehavende.
For kreditorer, der har penge til gode i SAS' datterselskaber, er dividenden noget mindre.
- Med det her er vi kommet et vigtigt skridt tættere på, at SAS kan komme ud af betalingsstandsningen, for uden en aftale med kreditorerne kan man ikke komme videre.
- Det er lige præcis det, den igangværende konkursbeskyttelse går ud på: at få kreditorernes accept af, at de formentlig ikke får alt det, de skylder, siger Jacob Pedersen, der er luftfartsanalytiker og aktieanalysechef i Sydbank.
SAS-planen skal dog først godkendes af kreditorerne og de amerikanske myndigheder, før den kan sættes i værk.
Repræsentanter for de usikrede kreditorer anbefaler dog, at man stemmer for at gennemføre den.
SAS forventer, at planen allerede kan blive godkendt i indeværende kvartal.
Der er fortsat ikke udsigt til, at der bliver penge til ejere af SAS-aktier.
SAS indledte for halvandet år siden den nuværende konkursbeskyttelsesproces som en konsekvens af stor gæld, der var blevet opbygget under først coronanedlukninger og siden en pilotstrejke, der ramte selskabet forrige sommer.
Konkursbeskyttelsen - i USA kaldet chapter 11 - er en proces, hvor et selskab forsøger at finde en løsning med sine kreditorer for at undgå konkurs.
/ritzau/