Onsdag formiddag vil der blive gjort et nyt forsøg på at stoppe strejken i SAS.

Ifølge Jan Sjölin, en af mæglerne mellem SAS og piloternes repræsentanter, vil parterne mødes omkring klokken 10 i Stockholm.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Også Svensk Pilotförening, der repræsenterer de svenske SAS-piloter, oplyser ifølge TT, at mødet er sat til at starte omkring klokken 10.

Når parterne mødes onsdag formiddag, er det for på ny at prøve at forhandle en ny overenskomstaftale på plads. Det er hidtil ikke lykkedes, og det er årsag til, at piloter fra SAS strejker i øjeblikket.

Omkring 1000 SAS-piloter fra Danmark, Norge og Sverige har strejket siden mandag 4. juli.

En del af baggrunden for konflikten mellem SAS og piloterne er, at SAS under coronapandemien måtte opsige omkring halvdelen af piloterne.

Der var dog en aftale om genansættelse, når der igen blev brug for dem.

Piloterne er nu blandt andet utilfredse med, at SAS ansætter nye piloter på overenskomster med andre vilkår i de to datterselskaber SAS Link og SAS Connect.

Efter at have forhandlet i månedsvis lykkedes det ikke SAS og piloterne at blive enige om en ny aftale før deadline for pilotstrejken, der var sat til 4. juli. Derfor gik strejken i gang.

Efter forhandlingerne stoppede, og strejken begyndte, er det kommet frem, at parterne faktisk har været tæt på at blive enige om en aftale.

/ritzau/

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.