SAS-forhandlinger med kabinefolk brudt sammen

Overenskomstforhandlingerne for de 1600 danske kabineansatte i SAS er brudt sammen. Efter at have forhandlet siden lørdag gik parterne fra hinanden torsdag ved middagstid uden resultat. Og der er ikke aftalt nye møder.

Formanden for kabinepersonalet i CAU, Verner Lundtoft Jensen, oplyser, at der ikke var skyggen af et resultat, da forhandlingerne med forligsmand Mette Christensen for bordenden blev afbrudt.

- Nu må vi se, hvad der sker. Vi går hjem og tænker os om, som forligsmanden har bedt os om, siger Verner Lundtoft Jensen.

Kabineforeninger i Danmark, Norge og Sverige er tilsammen blevet mødt med et sparekrav på 900 millioner svenske kroner. SAS har krævet, at de kabineansatte skal gå 20 procent ned i løn, pension, tillæg og rejsediæter, samtidig med at de øger arbejdstiden med 30 procent.

De kabineansatte er stærkt bekymret over kravene, som de betegner som vanvittige.

Hvis SAS og de ansatte ikke når til enighed, er der lagt op til en række fyringer og nedskæringer. Det har koncernchef Jørgen Lindegaard skrevet i et personligt brev til alle ansatte.

/ritzau/