SAS aflyser over 1200 fly mandag og tirsdag

110.000 passagerer får deres afgange mandag og tirsdag aflyst på grund af pilotstrejken i SAS.

Knap 280.000 passagerer vil med de nye aflysninger være blevet ramt af pilotstrejken. (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

SAS aflyser 1213 flyvninger mandag og tirsdag som følge af pilotstrejken.

Det oplyser SAS i en pressemeddelelse.

Aflysningerne kommer, som følge af at selskabets skandinaviske piloter har nedlagt arbejdet. Og det er de afgange, hvor der skulle have været en dansk, svensk eller norsk pilot i cockpittet, der bliver aflyst.

I alt bliver 110.000 passagerer mandag og tirsdag ramt af strejken.

»Vi beklager dybt, at vores kunder er berørt af den igangværende strejke, når SAS nu aflyser fly mandag og tirsdag,« skriver selskabet i pressemeddelelsen.

Forhandlingerne mellem piloterne og SAS brød sammen natten til fredag, og siden har SAS måtte aflyse 2802 afgange.

SAS oplyser videre i pressemeddelelsen, at passagerer frem til 5. maj frit kan om- og afbooke deres billetter, hvis man er bekymret for, om strejken kan påvirke ens rejseplaner.

Stridens kerne mellem de skandinaviske piloter og SAS er løn og arbejdstid.

Blandt andet ønsker piloterne en større grad af forudsigelighed, når det kommer til, hvornår de skal arbejde.

I øjeblikket kender hovedparten af piloterne deres arbejdstid, to uger før månedens vagtplan træder i kraft.

Og ifølge Dansk Pilotforening er der eksempler på, at piloter har arbejdet syv weekender i træk.

En weekend hos piloterne begynder fredag klokken 16 og slutter mandag klokken 07, og hvis en pilot har arbejdet i det tidsrum, er det en weekendvagt.

»Vi forventer, at man kan få samme tjenestevilkår som andre lavprisselskaber. SAS skal ikke være det ringeste sted at arbejde som pilot.«

»Vi har ikke urimelige krav, men rimelige krav. Og vi har forsøgt at finde en løsning med SAS,« sagde næstformand i Dansk Pilotforening Henrik Thyregod fredag foran Forligsinstitutionen, da forhandlingerne var brudt sammen.

Det er ikke bekræftet, hvad de danske piloters lønkrav har været. Men det har været beskrevet, at de svenske piloter angiveligt krævede en lønstigning på 13 procent.

De blev angiveligt tilbudt 2,3 procent mere i løn, men det takkede piloterne altså nej til.

Hos Dansk Industri, der er arbejdsgiverorganisation for SAS i Danmark, finder man piloternes lønkrav urealistisk høje.

»Jeg kan ikke kommentere de konkrete forhandlinger. Men luftfartsbranchen er præget af meget hård konkurrence.«

»Og der vil omkostninger, der ligger fuldstændig ude af trit med andre selskaber i branchen, stille SAS markant svagere i konkurrencen,« siger Michael Svane, branchedirektør for transport og infrastruktur i Dansk Industri.

Michael Svane vil ikke kommentere, hvorvidt der er aftalt møder mellem SAS og piloterne.

Ifølge SAS strejker i alt 1409 piloter, og strejken har med de seneste aflysninger ramt 279.334 passagerer.

/ritzau/