Den kan vise film i toget som en iPad og foldes sammen, så der er plads til den i lommen.
Techgiganten Samsung har natten til tirsdag lanceret sin nye smartphone Galaxy Z Trifold, der måler ti tommer og således omkring 25 centimeter som en tablet, når den er foldet ud.
- Det er reelt set tre almindelige skærme klasket sammen til en stor på størrelse med en tablet, siger redaktør på techmediet input.dk Torben Vognsen.
Udover størrelsen på telefonen er det også nyt, at den kan foldes to gange og dermed er en såkaldt "trifold".
Den kinesiske producent Huawei har tidligere forsøgt sig med lignende.
Men teknologien bag de foldebare smartphones kan føre problemer med sig.
Sådan lyder det fra Torben Vognsen, der er redaktør på techmediet input.dk.
- Problemet er, at den slags telefoner bliver ret tykke, siger han om trenden, som både Samsung og Google har satset på.
I sammenfoldet tilstand bliver den nye smartphone lige knap 13 millimeter og dermed nogle millimeter tykkere end den tykkeste iPhone fra Apple.
- Det bliver en noget tykkere basse at løbe rundt med i lommen, siger han.
Torben Vognsen vurderer, at netop tykkelsen er blandt årsagerne til, at de danske forbrugere ikke rigtig er hoppet på trenden med de foldebare telefoner.
- I Asien er det et statussymbol med en foldebar telefon, men kigger man på tallene for Danmark og Europa, er det ret få, der køber dem. Der er ikke så stor en appetit på dem i Europa.
En anden faktor er prisen, lyder det fra ham.
På Samsungs hjemmeside kan producentens seneste foldebare telefon fra juli i år købes for rundt regnet 16.000 kroner i Danmark.
Men det er mange penge at betale for en telefon, der samtidig kan vise sig at være mere sårbar over for slid, siger techredaktøren.
- De er blevet rigtig gode til at bygge de her hængsler og skærme, men der vil være et slid på dem.
Derudover er det ifølge ham også en svaghed, at folderne ved de tidligere modeller fra Samsung har været tydelige på skærmen.
- Jeg er simpelthen ikke sikker på, at teknologien er moden, siger han.
Men det har ikke fået smartphoneproducenterne til at holde igen med at udvikle nye foldebare.
Ifølge Torben Vognsen lyder det, at Apple til næste efterår ligeledes vil lancere en foldebar iPhone, der dermed vil være techgigantens første af slagsen.
I første omgang må de danske forbrugere også vente lidt på at få den nye Samsung-telefon i hænderne.
Samsung har nemlig ikke meldt ud, hvornår telefonen lanceres i Danmark.
I begyndelsen vil den være tilgængelig i Sydkorea fra 12. december i år og derefter i Kina, USA og De Forenede Arabiske Emirater blandt andet.
/ritzau/
