Samarbejdspartnere advarer mod konkursramt rejsebureaus direktør: »Ikke troværdig«

Yaneeda Travel har i flere år været dårlig til at betale sine samarbejdspartnere, som nu har penge i klemme efter rejsebureauets konkurs. Cathrine Koefoed er en af de samarbejdspartnere, som har mistet en halv million på Yaneeda Travels konkurs. Nu advarer hun mod rejsebureauets direktør.

Cathrine Koefoed opsagde samarbejdet med Yaneeda Travel i 2019, men hun har alligevel mistet en halv million kroner på rejsebureauets konkurs. Nu advarer hun andre mod at samarbejde med rejsebureauets direktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto

Det konkursramte rejsebureau Yaneeda Travel har efterladt en stribe kunder, som ikke fik dækket deres aflyste rejser under coronakrisen. Det gjorde de ikke, fordi Yaneeda Travel ikke var medlem af Rejsegarantifonden, selvom virksomheden skrev det på sine fakturaer.

Nu fortæller Yaneeda Travels samarbejdspartnere også om et rejsebureau, der i lang tid har været svært at samarbejde med og dårligt til at betale.

En af dem er Cathrine Koefoed. Hun mener ikke, at Yaneeda Travel har brudt loven over for hende, men hun føler sig alligevel snydt. Derfor advarer hun andre mod at lave forretninger med virksomhedens direktør, Hasse Hunskjær.

»Min største frygt er, at han igen kan få lov til at drive rejsebureau og snyde andre,« siger hun.

Føler sig snydt

Cathrine Koefoed arrangerer yogarejser, og hun har siden 2017 samarbejdet med Yaneeda Travel, der stod for logistikken med fly, hotel og samarbejdspartnere på destinationen, mens hun selv stod for at være yogalærer, rejseleder og at sælge rejserne på sin hjemmeside.

Samarbejdet gik i lang tid godt, og mange af rejserne blev udsolgt. Alligevel oplevede Cathrine Kofoed gang på gang, at Yaneeda Travel ikke betalte hende til tiden.

»Jeg har tit fået at vide, at pengene har været overført, uden at de har været det. Når jeg læser om kundernes oplevelser, tænker jeg, at det har jeg oplevet i flere år,« siger hun og henviser til de mange kunder, som aldrig har fået pengene tilbage for aflyste rejser under coronakrisen.

Derfor valgte Cathrine Koefoed at opsige samarbejdet med Yaneeda Travel i slutningen af 2019. Hun havde dog en sidste rejse med rejsebureauet i maj 2020, som blev flyttet til 2021 på grund af coronapandemien. Men så gik Yaneeda Travel konkurs, og nu har CathrineYoga knap en halv million kroner i klemme.

»Vi er ikke ved at gå konkurs, men jeg medvirker, for at andre ikke skal stå i samme situation. De har ikke gjort noget direkte ulovligt, men jeg føler mig stadig snydt,« siger Cathrine Koefoed, der undrer sig over, hvor hendes penge er endt.

»Spørgsmålet er, hvor pengene er blevet af. Jeg ved, at hverken hotellet eller flyselskabet har fået penge fra Yaneeda Travel.«

Ikke troværdige

Også Yaneeda Travels samarbejdspartner i Tanzania, Jens Sylvestersen, har i lang tid oplevet, at rejsebureauet ikke betalte regningerne til tiden. Yaneeda Travel skylder hans firma i Tanzania over 65.000, hvorfor Jens Sylvestersen i foråret førte en fogedretssag mod rejsebureauet.

»De skylder os penge, som ikke har noget med corona at gøre. Der er blevet lovet betaling gang på gang, men der sker ikke noget,« siger han og fortæller samtidig om en anden dårlig oplevelse med Yaneeda Travel.

»I januar prøvede de at trække en betaling tilbage for kunder, de havde sendt ned til mig, på over 100.000 kroner.«

Jens Sylvestersen laver safariture i Tanzania. Han har i flere år oplevet, at Yaneeda Travel var dårlige til at betale. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

Onlinemagasinet Rejs Rejs Rejs er endnu en samarbejdspartner, som har oplevet, at Yaneeda Travel ikke betalte. Derfor besluttede man i maj at afbryde samarbejdet og samtidig skrive på LinkedIn, at det kan være forbundet med en økonomisk risiko at have med Yaneeda Travel at gøre.

»Vi ville også gøre det klart, at vi ikke ville anbefale dem som rejseudbyder, da vi ikke ville stå i en situation, hvor gæster kom økonomisk i klemme efter at have fundet Yaneeda Travel gennem os. Vi lever af vores troværdighed, men det gjorde Yaneeda Travel tilsyneladende ikke,« fortæller onlinemagasinet til Berlingske.

Falske kvitteringer

En tidligere ansat i Yaneeda Travel fortæller, at det var normal kutyme at sende falske overførselskvitteringer til samarbejdspartnere, så de skulle tro, at pengene var på vej.

»Vi har skyldt store beløb, hvor vi har trukket det i langdrag, betalt lidt ad gangen og sendt falske kvitteringer. Inden vi havde betalt, sendte vi nye kunder afsted til samarbejdspartneren, og sådan har det ellers fortsat og hobet sig op,« siger den tidligere ansatte, som har bedt om at være anonym.

Cathrine Koefoed og Jens Sylvestersen bekræfter begge dette mønster. Yogainstruktøren er ked af at have mistet sine penge, men er samtidig lettet over, at hun ikke længere skal samarbejde med Yaneeda Travel. Det nager hende dog, at de internationale samarbejdspartnere, som hun kender, står med et stort hul i kassen.

»Vi sidder herhjemme i Danmark og kan gå rettens vej, men alle samarbejdspartnerne ude i verden sidder bare og mangler en masse penge uden egentlig at kunne gøre noget,« siger Cathrine Koefoed.

Direktør Hasse Hunskjær vil ikke kommentere på de falske overførselskvitteringer, eller at samarbejdspartnerne advarer mod at lave forretning med ham. Men han forstår godt vreden.

»Jeg tror ikke, jeg nogensinde har hørt om en konkurs, der ikke efterlader vrede samarbejdspartnere. Hvis man kan betale sine regninger, går man jo netop ikke konkurs,« skriver han i en e-mail til Berlingske.