Salget af endoskoper driver fortsat væksten for Ambu
Selskabet Ambu mere end fordoblede sit overskud i tredje kvartal til 134 millioner kroner.

Selskabet Ambu mere end fordoblede sit overskud i tredje kvartal til 134 millioner kroner.

Det danske medicoselskab Ambu, der producerer medicinsk udstyr til blandt andet hospitaler, omsatte for knap 1,4 milliarder kroner i tredje kvartal.
Det viser regnskab, som selskabet har offentliggjort fredag morgen.
Den organiske vækst lyder på 15 procent og skyldes særligt, at salget af endoskoper er vokset.
Når man kigger på den organiske vækst, fraregnes eksempelvis udsving i valutakurser og eventuelle opkøb. Det gør man for at få et mere retvisende billede af, hvordan et selskab udvikler sig.
Endoskoper er en slags kameraer, som hospitaler bruger til kikkertundersøgelser.
Ambu fremstiller endoskoper, der kan bruges til at diagnosticere en lang række sygdomme i blandt andet mave, tarm, lunger samt luftveje.
Selskabet havde i tredje kvartal et overskud på 134 millioner kroner mod 51 millioner kroner i samme kvartal sidste år.
Ambu gav allerede i juli et indblik i de overordnede regnskabstal. Det skete, i forbindelse med at selskabet opjusterede sine forventninger til det skæve regnskabsår.
Ambu fastholder disse forventninger og regner derfor fortsat med en organisk vækst på mellem 12 og 14 procent.
Selskabets historie strækker sig tilbage til 1937, hvor ingeniøren Holger Hesse stiftede Testa Laboratory, der senere blev til Ambu.
Det første produkt gjorde det muligt for praktiserende læger at måle mængden af hæmoglobin i blodet uden at skulle sende blodprøven forbi et laboratorium.
Det helt store gennembrud kom dog i 1956, hvor selskabet opfandt en genoplivningspose til engangsbrug.
I 1986 blev selskabet omdøbt til Ambu International, og seks år senere kom det på børsen i København.
/ritzau/