Salg af Kwintet skæpper i kassen hos Axcel

Kapitalfonden Axcel henter en betragtelig gevinst på at sælge tøjfirmaet Kwintet, selvom omsætning og indtjening har stået stille i fem år.

Hos Axcel vil Christian Frigast ikke kommentere på prisen, men siger blot, at han er tilfreds. Arkivfoto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kapitalfonden Axcel kan ifølge Berlingskes oplysninger stoppe mindst en mia. kroner i lommen efter salget af tøjfirmaet Kwintet, der fremstiller Kansas arbejdstøjet.

Gevinsten kommer på trods af, at selskabets omsætning har stået stille fra 2000 til og med 2004, og skyldes at der er betalt adskillige millioner af kroner af i gæld, og at selskabet nu står rustet til vækst.

Salget sker til kapitalfonden Industri Kapital for et uoplyst beløb. Kilder i branchen fortæller dog, at der er tale om en pris, der ligger på over ni gange indtjeningen før renter, skatter, af- og nedskrivninger eller omkring 3,2 mia. kroner.

Axcel købte Kansas for cirka 2,3 mia. kroner i 1999, og har siden reduceret antallet af brands i forretningen og reduceret den kapital, der er bundet i lagre samt flyttet produktionen til Østen.

Det er dog ikke, fordi forbedringerne har sat spor i regnskabet. Salget i 2000 lå på 2,7 mia. kroner og nettoresultatet på 176 mio. kroner. I 2004 var omsætningen på bare 2,8 mia. kroner og en nettoindtjening på 151 mio. kroner.

Men samtidig har Axcel imidlertid høvlet gæld af for adskillige hundrede millioner kroner, så den samlede gevinst til investorerne overstiger mindst en milliard kroner.

Hos Axcel vil Christian Frigast ikke kommentere på prisen, men siger blot, at han er tilfreds.

Et salg fonde imellem er i det sidste år blevet mere almindeligt i Norden. I Danmark har der i år været mindst to tidligere eksempler. Det var det Axcel-ejede Glud & Marstrand, der blev solgt til ABN Amro Capital og Nycomed, der blev solgt tilbage til Nordic Capital.

Christian Frigast finder det ikke underligt, at en anden fond køber et selskab, som allerede har været igennem fondsmøllen en gang, og som derfor ikke ville kunne øge sin værdi meget mere.

»En anden fond kan have nogle helt andre vinkler på et selskabs platform, og der kan også være tale om, at en større fond kan bringe selskabet endnu videre og derved skabe mere værdi,« siger han.