Saddam stjal milliarder fra oliehjælp

Saddam Husseins styre misbrugte groft FNs olie-for-mad program til at berige sig selv på bekostning af en lidende befolkning.

Læs mere
Fold sammen
Under styrets sidste år snød Saddam Husseins regering systematisk milliarder af dollar fra firmaer, der handlede med Irak under FNs olie-for-mad program, som tillod det sanktionsramte land at sælge olie og købe mad og medicin for pengene. Det afslører den ansete avis New York Times efter en omfattende undersøgelse.

Mens millioner af irakere kæmpede for at overleve i et land, hvis økonomi i forvejen var ved at gå i opløsning - en proces fremskyndet af FN-sanktionerne indført efter Iraks invasion af Kuwait, og som ikke skulle ophæves, før Saddam havde destrueret alle masseødelæggelsesvåben - forlangte diktaturregeringen systematisk returkommission fra selskaber, der handlede med styret under FN-programmet.

Uden at FN øjensynligt opdagede noget, lykkedes det igen og igen regimet at få udenlandske firmaer ivrige efter at handle med Irak til at lægge typisk ti procent oven i prisen på en ordre - og derefter sende dette beløb tilbage i lommen på styret.

Da denne svindel blev sat i system omkring år 2000, betyder det, at regimet på denne måde har kanaliseret over to milliarder dollar tilbage til sig selv. Af de ordrer for i alt 8,7 milliarder, der ikke var leveret, da præsident Bush invaderede landet, viser en undersøgelse, at 70 procent af leverandørerne havde blæst priserne op med ti procent - procenter, som skulle leveres til banker i andre arabiske lande.

De skrækslagne embedsmænd, der administrerede ordningen, tør først nu tage bladet fra munden.

Kontanter i kufferter
»Meget af det kom i kontanter,« siger den tidligere chef for olieministeriets økonomiafdeling, Shamkih Faraj, til avisen. »Jeg så ofte folk komme med dem i kufferter og bære dem ind i ministeriet.«

Selskaberne, der deltog i svindelen, kom fra alle dele af verden, undtagen USA, hvis selskaber havde forbud mod at handle med landet. Firmaer i Mellemøsten og Rusland figurerer hyppigt i ordrebøgerne. Men også statsejede selskaber i Kina handlede løs. Heller ikke europæiske virksomheder var for fine til at være med til den form for forretning, som var den eneste mulige, hvis man ville være med i Irak. Ofte skete transaktionerne via arabiske mellemmænd for at sløre returkommissionen i regnskaberne. Myndigheder i flere lande undersøger nu, om deres selskaber gjorde noget ulovligt.

»Der var karteller, der var villige til at betale returkommission, men som også ville byde prisen for varerne op,« siger Iraks nuværede handelsminister, Ali Allawi, til New York Times. »Der var syndikater, der var involveret i at levere tvivlsomme varer. Der var et system med betalinger til bourgeoisiet og til de kongelige i nabolandene.«

Unødige varer
Returkommissionen var ikke den eneste måde, som styrets top berigede sig selv på via FN-programmet. Også oliehandlere, der købte den FN-godkendte Irak-olie, fik lov via uformelle kanaler at betale for privilegiet. Men det, der i dag forarger mange irakere allermest, er, at de varer, udenlandske selskaber rent faktisk leverede til landets udmarvede befolkning, ofte slet ikke var, hvad den havde brug for. I stedet for at købe, hvad landet desperat manglede, valgte regimet varer hos politiske venner, hos sympatisk-stemte lande eller fra lande, der sad i FNs sikkerhedsråd og kunne påvirkes.

Resultatet var, at der blev betalt millioner for medikamenter, der ikke blev leveret, medicinsk udstyr, der ikke virkede, og vedligeholdelse, der aldrig blev udført. Irak blev følgelig udstyret med defekte ultralydsapparater fra Algeriet, tandlægestole til overpris fra Kina og et varehus med hundredvis af rullestole, de irakiske magthavere aldrig ulejligede sig med at distribuere til befolkningen.

Skalkeskjul
Da Iraks overgangsregering trådte til, begyndte den med at annullere ordrer til en værdi af 250 millioner dollar til firmaer, som angiveligt blot var skalkeskjul for fremmede regeringer eller var venner af Saddam-styret.

FN indførte en handelsembargo straks efter invasionen af Kuwait. Den blev videreført på grund af mistanken om masseødelæggelsesvåben og Iraks uvillighed til at samarbejde med FN om destruktionen heraf. Men da det begyndte at stå klart, hvor meget befolkningen led under sanktionerne, tillod FN i 1996, at Irak solgte olie og købte mad og medicin for pengene. Transaktionerne blev overvåget af FN - men tydeligvis ikke grundigt nok. Selv om det længe har stået klart, at Irak i det skjulte omgik sanktionerne, forstår alle nu bedre, hvordan Saddam fik råd til landets talløse monumenter og paladser dedikeret til sig selv.