Sådan virker Valus

Valus er en ny betalingsmodel, som er udviklet af 50 netmedier under Foreningen af Danske Internetmedier, FDIM. Valus fungerer ved, at man en gang for alle opretter sig som bruger på Valus og indbetaler et beløb på en konto, der forvaltes af Den norske Bank.

Når man så besøger et websted og ønsker at betale for en service, trykker man på Valus-symbolet, indtaster et password og pengene trækkes direkte på Valus-kontoen. Man kan løbende overføre penge til Valus fra sit Dankort.

Valus kan give brugerne kredit på op til 2.000 kroner og giver desuden brugerne mulighed for at overføre penge til andre fra sin Valus-konto gebyrfrit.

Valus er en standard for alle, der vil tilbyde tjenester på nettet mod betaling. Nye udbydere kan tilmelde sig Valus og dermed forsøge at sælge tjenester og ydelser på nettet. De almindelige forbrugerkøbsregler gælder, og en bruger kan få pengene retur, hvis en vare ikke leveres, siger FDIM.

FDIM vil overvåge de udbydere, der tilmelder sig, og udelukke virksomheder, der ikke leverer produkter under ordnede forhold.

Se mere på www.valus.dk