Sådan slagter man en hvid elefant: Fra ikonvirksomhed til falden storhed

ØK var i 1970erne Nordens største virksomhed. Siden er det gået konstant ned ad bakke. Nu trues de sørgelige rester, Santa Fe-gruppen, af en ydmygende tvangslukning. Hvad gik der galt, og hvem har det største ansvar?

h.n. andersen
H.N Andersen, etatsråd, var den visionære stifter af ØK, der blomstrede ikke mindst i de første årtier af 1900-tallet. Fold sammen
Læs mere
Foto: foto: Ritzau Scanpix

Det er historien om Nordens største virksomhed og en historie om storhed og fald. En historie om en af landets mest visionære iværksættere, om globalisering, kongerøgelse, storpolitisk magt og en hidsig ekspansionstrang, der matcher nutidens hurtigløbere i erhvervslivet.

Men det er også historien om magtarrogance, fejlbeslutninger, dårlig ledelse og total mangel på selvindsigt, der til slut ender med imperiets fald. Ydmyget på slagmarken og i sidste ende nu truet af tvangslukning, i værste fald ude af stand til at betale sine regninger.

Vi taler om Det Østasiatiske Kompagni, og vi taler om Danmarks måske største erhvervsmand nogensinde, manden med den høje hat, etatsråd H.N. Andersen.

»Det er historien om magtarrogance, der til slut ender med imperiets fald.«


Mange vil spørge, eksisterer ØK da stadig? Ikke helt, men resterne af dette globale konglomerat eksisterer. Det hedder Santa Fe-gruppen, har 2.000 medarbejere, heraf et par håndfulde i Danmark, er børsnoteret med 12.000 aktionærer og en flytteforretning som business. Selskabet er tømt for værdier og lever nu på kreditoren Proventus Capital Partners' nåde.

Panikken kom til fuld udblæsning i sidste uge, da Santa Fe skulle aflevere 2018-regnskabet. Det lykkedes ikke at komme overens med kreditorerne, og derfor måtte offentliggørelse af regnskabet udsættes. Det er nu kommet – med et underskud på en halv mia. kr. til følge.

En blanding af dårlig drift, nedskrivninger af værdierne og generel nedtur over hele linjen. Der er taget forbehold for Santa Fe som en »going concern«. Alle advarselslamper er således tændt. Santa Fe har udviklet sig til en parantes på børsen med en markedsværdi på blot 88 mio. kr. – eller hvad der svarer til prisen på en god fodboldspiller i Superligaen.

Vi er derude, hvor Santa Fe-ledelsen ved formand Henning Kruse Petersen og Martin Thaysen skal være heldige, hvis de kan lukke og slukke i Santa Fe, betale enhver sit og derved undgå den totale ydmygelse med en konkurs.

Ydmygende frasalg

Der er skrevet en række bøger om ØK. Både hyldestskrifter og kritiske bøger, men ingen har for alvor kunnet sætte fingeren præcis dér, hvor det gik galt. Der hvor elastikken sprang, præcis der hvor topledelsen tog den fatale beslutning og sendte det stoiske ØK sydover.

Men vi skal nok ind i sidste del af 1970erne og i særlig grad ind i 1980erne. Holder det stik, ligger hovedansvaret for ØKs deroute hos topchefen fra 1980-1992, Henning H. Sparsøe. Han fik ejerskabet filtret sammen i et Holding og et A/S, som gav ham (næsten) uindskrænket magt. Det endte med en fyreseddel.

Så skulle alt sælges fra, mest ydmygende var salget af ØK-rederiet til hovedkonkurrenten igennem årtier, A.P. Møller - Mærsk. Forskellige topchefer har siden 1992 været ansat med det formål at genskabe et nyt ØK. Det er ikke lykkedes, og det er heller ikke lykkedes for formanden siden 2007, Henning Kruse Petersen, og formanden før ham, advokat Jan Erlund, at få bragt ny energi ind i Santa Fe-gruppen.

Set udefra er det overraskende, at en af de mest internationale spillere gennem 100 år ikke formåede at få fodfæste netop på det asiatiske marked, da globaliseringen igen for alvor tog fart i 1980erne og 1990erne. Netop i den verdensdel, hvor ØK siden stiftelsen i 1897 havde opbygget et imponerende navn.

Tilbage i København er ØKs storhed (næsten) udslettet. Hovedkontoret frem til 1992 i Holbergsgade (over for Nationalbanken) lader kun svagt ane, at ØK i årtier havde til huse her. Senere tænkte Henning Sparsøe på ny storhed, da han i 1980erne lod bygge den hvide kontorbygning på Midtermolen ved Langelinie. I dag hovedkontor for Alm. Brand-koncernen.

Magtarrogance indhenter selv den bedste

ØK er den fascinerende historie om den fattige dreng fra Nakskov Hans Niels Andersen. Med visioner, handlekraft, mod, frækhed og stor risikovillighed satte han ØK på verdenskortet med handel og transport af den nye træsort, teak, ud af Siam, nutidens Thailand. Han ramte dermed globaliseringsbølgen i de første årtier af 1900-tallet perfekt. H.N. Andersen døde i 1937.

Senere ekspanderede kompagniet med en række hidsige opkøb i forskellige andre brancher. Der var op- og nedture, men i 1970erne stod ØK som et vidtfavnende konglomerat og som den største virksomhed i Norden. På en række områder forud for sin tid. En anden af de store ØK-mænd, der skal nævnes, er Mogens Pagh, der stod i spidsen for ØK i to årtier, fra 1960 til 1980.

Det er tankevækkende, at ØK så hurtigt faldt sammen som et korthus. Viljen, energien og det unikke blev på få år suget ud af ØK, og de forskellige ledelser, der blev sat ind, evnede ikke at stoppe nedturen og igen få bragt ØK på ret kurs.

Topchefer i dag kan drage mange erfaringer af fejlene samt det voldsomme og dramatiske ØK-sammenbrud. En af de vigtigste er, at gårsdagens storhed ikke pr. automatik giver »license to operate« også i morgen og den kendsgerning, at magtarrogance før eller siden indhenter selv den mest succesrige virksomhed.

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator

»Gårsdagens storhed giver ikke pr. automatik »license to operate« også i morgen.«