Gert Rode og Janne Sødring har fået ro til at nyde deres morgenkaffe i huset i Virum uden spekulationer over deres økonomi som pensionister. Et langt arbejdsliv havde medført en længere liste af forskellige pensionsordninger – især for Gerts vedkommende. Og på spørgsmålet om, hvilke brikker parrets pensionsopsparing består af, siger Gert:
»Det har vi jo kæmpet med at finde svaret på. Gennem mit arbejdsliv har jeg indbetalt til de forskellige pensionsordninger, som virksomhederne har lavet aftaler med i de forskellige pensionsinstitutter, og så har jeg fra tid til anden indbetalt noget mere. Når vi kiggede på det, så var der pludselig rigtig mange ordninger, der havde akkumuleret sig op. Det var meget komplekst med alt lige fra livsvarige ydelser til kapitalpensioner, ratepensioner og alderspension.«