Sådan har vores indkomster slået rekord under coronakrisen

De danske lønmodtagere har oplevet en rekordhøj stigning i deres indkomster i coronakrisens første år trods nedlukninger og restriktioner. Men de selvstændige gik glip af festen. Se hvor meget indkomsten er steget i din aldersgruppe og blandt dine naboer.

De danske lønmodtagere har oplevet stor fremgang i indkomsterne under coronakrisens første år. En del af den skyldes dog udbetaling af indefrosne feriepenge. Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix Niels Christian Vilmann

Coronakrisens første år medførte en del ubehagelige ting. Men nu viser nye tal fra Danmarks Statistik, at lønmodtagerne kan se et lyspunkt: Deres indkomst steg rekordmeget i 2020.

Mens nedlukningen og restriktionerne prægede landet i 2020, kan det nu konstateres, at den gennemsnitlige indkomst før skat steg fra 339.600 kroner om året i 2019 til 353.700 kroner i 2020.