Sådan får du styr på pensionens lovlige »skattely«

I podcasten »Dine Penge« medvirker Henning Boye Hansen, der er chefkonsulent hos revisionskoncernen BDO, for at kigge nærmere på de skattefordele – og -ulemper – der er ved at flytte sin pension til udlandet.

spanien
Flere end 20.000 danskere har valgt at slå sig ned i Spanien. Men mangel på en dobbeltbeskatningsaftale gør, at man måske skal finde et andet sted at nyde pensionisttilværelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: BJARKE ØRSTED

Drømmer du om at nyde din hårdtoptjente pension under varmere himmelstrøg, er du ikke alene. Hvert år flytter tusindvis af danskere til Sydeuropa – alene Spanien har taget imod over 20.000 danske indvandrere siden 2007. Men hvis du på sigt har planer om at flytte til Solkysten, skal du være opmærksom på risikoen for dobbeltbeskatning. Danmark opsagde nemlig i 2008 sin aftale om dobbeltbeskatning med Spanien, hvilket medførte, at danske pensionister, der fremover bosætter sig i landet, i princippet er skattepligtige i både Danmark og Spanien.

»Det, tror jeg også, man skal regne med, bliver fremtiden for dem, der overvejer at udvandre nu eller senere hen. Regeringen har det faste udgangspunkt, når det gælder pensioner, at fordi vi har fradrag på indbetalinger til pension, så vil den danske stat have del i skatten på udbetalingen,« lyder det fra Henning Boye Hansen, chefkonsulent hos revisionskoncernen BDO, i podcasten »Dine Penge«.

 

Find alle episoder af podcasten »Dine Penge« i 24syv-appen via App Store, Google Play – og læs mere på berlingske.dk/podcast.

 

Findes der så andre skattely for de danske pensionister?

»Ikke blandt de lande, som de fleste tænker på, når de overvejer at flytte til lunere himmelstrøg. Det vil sige Spanien, Frankrig og Italien. Det nærmeste, vi kommer i Europa, er Tyrkiet, som tilbyder relativt lave skatter på både pensioner og formueafkast,« forklarer Henning Boye Hansen.

Danmark har en dobbeltbeskatningsaftale med Tyrkiet, som medfører, at pensioner som folkepension og ATP, der udbetales til personer bosiddende i Tyrkiet, fritages for beskatning i Danmark, mens den type offentlige pensioner er skattefri i Tyrkiet. På private pensioner og de obligatoriske arbejdsmarkedspensioner nedsættes den danske skat med 50 procent.

 

»I Tyrkiet har man skattesatser helt ned til ti procent på formueafkast, mens marginalskatten på formueafkast i Frankrig er på 40 procent. Det er vigtigt, at man laver et katalog over sine indtægter og vejer det op mod de steder, man overvejer at flytte hen.«


 

Mellemværende med den danske stat

Da der er andre lande ud over Tyrkiet, som strækker sig meget langt for at tiltrække pensionister, og som tilbyder særregler for udenlandske borgere, der gerne vil flytte dertil, kan det ifølge Henning Boye Hansen godt betale sig, at man sætter sig ind i de specifikke skatteregler for indkomst i det land, man overvejer at flytte til.

»Det bedste eksempel, jeg kan give lige i øjeblikket, er Portugal, som har relativt attraktive regler på skatteområdet for at lokke udlændinge til landet.«

Rent praktisk skal man ved tilflytning til et andet land forberede sig på at bevæge sig tilbage i tiden til et langt mindre automatiseret skattesystem med selvangivelse og registrering hos skattemyndighederne. Og så skal man også være opmærksom på, hvordan man er stillet i forhold til den danske stat, efter at man er flyttet.

»Mange tænker jo, at hvis man flytter ud af landet, så er man nok også færdig med at betale skat til Danmark, men det er man langt fra, hvis man stadig har indtægter her i landet – typisk pensionsindtægter. Så vil der stadig være et mellemværende med den danske stat. Det samme gælder, hvis man beholder sit sommerhus,« forklarer chefkonsulenten fra BDO.

 

 

Ud over folkepensionen vil de fleste også have en formue med sig til udlandet. I Danmark blev formueskatten afskaffet i 1997, men det er ikke alle lande, hvor det samme gør sig gældende. Spanien har eksempelvis en formueskat, som skal betales af formuer over 700.000 euro svarende til cirka 5,2 mio. kroner – beregnet som den samlede sum af alle aktiver, uanset hvor i verden de er.

»Og så er der selve beskatningen af formueafkast – renteindtægter, aktieudbytte og kursgevinster – der kan være stor forskel på, hvordan det bliver beskattet. I Tyrkiet har man skattesatser helt ned til ti procent på formueafkast, mens marginalskatten på formueafkast i Frankrig er på 40 procent. Det er vigtigt, at man laver et katalog over sine indtægter og vejer det op mod de steder, man overvejer at flytte hen,« lyder rådet fra Henning Boye Hansen.

 

Find alle episoder af podcasten »Dine Penge« i 24syv-appen via App Store, Google Play – og læs mere på berlingske.dk/podcast.