Så vigtige er virksomhedernes penge for Tour-holdene

Det er ikke en kæmpe overskudsforretning at eje et cykelhold, og flere sponsorer er trådt tilbage de senere år på grund af cykelsportens blakkede image. Se hvilke virksomheder der stadig holder gang i Tour-holdene.

Foto: Nils Meilvang

Verdens mest fornemme cykelløb har ikke guldrandede tv-aftaler, som man for eksempel ser i fodbold. Cykelholdene afhænger i stor grad af virksomheder, der vil bruge cykelryttere som levende, svedende reklamesøjler.

De seneste mange års skandaler har fået en række sponsorer til at trække sig, hvilket har udfordret hold-ejerne.

I år deltager holdet Lotto NL Jumbo i Tour de France. Det var ikke engang et hold sidste år, men det var det alligevel. Det havde bare et helt andet navn. Men sponsorerne Belkin, som lagde navn til holdet indtil slutningen af 2014, droppede sponsoratet, og så måtte sportsdirektører, ryttere og andre omkring holdet i gang med at lede efter en sponsor, hvis holdet ikke skulle opløses fuldstændig.

Et par hollandske sponsorer trådte til, og så gik holdet fra at bære navnet på en amerikansk elektronikkæde til at iklæde sig trøjer med navnet på det hollandske lotteri, og et hollandsk supermarked. Det er cykelsportens lod, da den består af fabrikshold, der ofte kører på korte sponsorkontrakter.

Bjarne Riis blev så træt af at lede efter sponsorer konstant, at han solgte sit livsprojekt til den russiske rigmand, Oleg Tinkoff i 2013.

»Det var et fuldtidsjob at finde sponsorer. I villie oprindeligt ikke sælge holdet, men hvis jeg ikke gjorde det, ville det hele have kollapset,« sagde Riis til Velonews om den sag.

Dermed er usikkerheden for holdet stor, og man ser jævnligt kendte og proflerede hold skifte holdnavn, fordi en hovedsponsor falder fra, eller en med flere penge kommer til.

Det gennemsnitlige budget for et hold i cykelsportens superliga, UCI World Touren, ligger på knap 150 millioner kroner, og de rigeste hold har i omegnen af 225 millioner. Det er tydeligvis de dyreste hold, der er de bedste, da det vurderes, at rytterlønninger udgør omkring 60 procent af et holds budget. Så én enkelt rytter kan være det, der vælter holdets økonomi.

Tour de France startede søndag den 4. juli, og der er omkring 15 millioner kroner i præmiepenge til uddeling mellem de deltagende hold.

Vinderen af årets Tour de France får 3,3 millioner kroner, og hver etapevinder får 167.000 kroner for den bedrift.