Så meget står boligpriserne til at falde i dit område i 2023 og 2024: »Det er voldsomt«

Mange boligejere må indstille sig på, at de kommer til at opleve noget, som de ikke har prøvet før – at deres bolig falder i pris. Det påpeger boligøkonom Mira Lie Nielsen fra realkreditgiganten Nykredit, som i en ny prognose giver et bud på, hvordan priserne på huse, ejerlejligheder og sommerhuse vil udvikle sig i de forskellige dele af landet de kommende år.

Ejer du et hus i hovedstadsområdet, skal du forberede dig på, at der bliver hugget en ordentlig luns af friværdien i løbet af de næste par år. Det spår Mira Lie Nielsen, boligøkonom i Nykredit, i en ny boligprisprognose. Mathias Svold

Langt de fleste steder i landet forventes boligejernes friværdier at vokse i 2022, men så lukker og slukker festen også for denne gang. Særligt næste år bliver præget af store tømmermænd på boligmarkedet, og 2024 ser også tung ud.

Det fremgår af en ny prognose fra realkreditselskabet Nykredit, som kommer med sit bud på prisudviklingen i de forskellige landsdele såvel som indenfor for de tre boligkategorier huse, ejerlejligheder og sommerhuse.