Så meget koster det at låne til en fleksbolig

Sommerhuspriser på himmelflugt har været med til at sætte skub i salget af fleksboliger. Boligøkonom Lise Nytoft Bergmann forklarer, hvor meget det koster at låne til en fleksbolig – og hvordan man finansierer den mest optimalt.

På landsplan bliver fleksboligerne solgt til en gennemsnitspris på omkring 1.360.000 kroner, men i Lolland Kommune er gennemsnitsprisen 828.601 kroner. På billedet ses et lille landhus på 58 kvadratmeter på Knuthenborgvej 36 i udkanten af Maribo til 429.000 kroner. Grunden er på 890 kvadratmeter. EDC Møller Jensen

Man kan komme rigtig langt for pengene ved at købe en såkaldt fleksbolig som alternativ til et traditionelt sommerhus.

En ny opgørelse, som boligportalen Boligsiden har udarbejdet for Berlingske, viser, at de 569 fleksboliger, der har skiftet ejer i årets første kvartal, i snit blev handlet for knap 1.360.000 kroner. Men typisk er fleksboliger større end traditionelle sommerhuse, og ser man på kvadratmeterprisen, er den på under det halve.