Så hårdt kan privatøkonomien blive ramt af stigende gaspriser

Godt hver syvende danske familie risikerer at få sig en grim overraskelse. En analyse fra Finans Danmark konkluderer, at det for især mere velstillede familier i blandt andet Nordsjælland og Dragør bliver dyrt, hvis Rusland lukker for gassen.

Dragør Kommune har landets største procentvise andel af boliger, der bliver opvarmet med naturgas. Dragør er også den kommune, hvor andelen af familier, der står til en månedlig ekstraregning på minimum 2.500 kroner, er størst. Mathias Eis/Arkivfoto

Der kan være udsigt til en kold og kostelig vinter i mange af de 685.000 danske hjem, der er opvarmet med naturgas og andre dyre opvarmningsformer som olie og el.

Ifølge en analyse fra brancheorganisationen Finans Danmark må godt hver syvende danske familie indstille sig på at bruge en del flere penge på varme i løbet af det kommende år, hvis Rusland vælger at lukke for gassen til EU. I nogle hjem kan der blive tale om ekstraregninger på over 5.000 kroner om måneden.