Så dyr blev den amerikanske nedlukning

Jyske Bank sætter tal på, hvor meget den amerikanske budget- og gældsloft-krise har kostet nationen økonomisk.

Foto: KIM HONG-JI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forud for nedlukningen af det amerikanske statsapparat var flere aktører ude og advare om, at hele affæren kunne blive meget dyr for USA. Nu kan den værste frygt afblæses.

Onsdag aften blev de amerikanske Kongres-politikere nemlig enige om en ny og midlertidig aftale, der løfter gældsloftet til et niveau, der gør, at det først skal genforhandles igen til januar. Samtidig er der indgået et midlertidigt budgetforlig, og det betyder, at de offentlige kontorer, der har været lukkede, atter kan slå dørene op og de ansatte trække i arbejdstøjet.

Men hvad har hele balladen så kostet amerikanerne? Svaret er ifølge Jyske Bank milliarder af dollar - og omtrent 0,25 procentpoint på væksten i fjerdekvartalet 2013. Det tal bliver bakket op af en analyse i avisen New York Times, der blandt andet forklarer, hvorfor det koster klingende mønt, når sådan en situation opstår. Avisen minder dog om, at det endelige regnestykke først vil kunne gøres op om noget tid.

Én ting er, at tusinder af amerikanske statsansatte bliver sendt hjem uden penge på lommen, og at det selvsagt sænker deres forbrug. Men alt fra sandwich-boder i Washington til flyselskaber bliver også ramt, når en stor del af kundemassen pludselig er væk. Og det koster omsætning.

Oven i det kommer så blandt andet containere med importerede varer, der står og venter i havnene, mens de venter på offentlige godkendelser. Det kan påvirke virksomhedernes forventninger til profit og dermed sænke deres investeringstempo, skriver New York Times.

Jyske bank noterer sig dog, at det faktum, at der nu bliver udbetalt løn til hjemsendte føderale medarbejdere, er med til at bedre situationen. De ansatte har fået løn for perioden, de ikke har været på job - bare forsinket.

»Det at de statslige ansatte, der er blevet hjemsendt, efterfølgende får udbetalt deres løn, vil dæmpe effekten af nedlukningen,« skriver banken i en morgenmelding torsdag.

Nedlukningen af dele af statsapparatet har varet lidt over to uger. Jyske Bank har regnet sig frem til, at den første uge kostede omkring 0,15 procentpoint på den annualiserede vækst i fjerde kvartal. Herefter har det kostet omtrent 0,08 procentpoint pr. uge. Alt i alt kommer banken således frem til, at nedlukningen har kostet cirka 0,25 procentpoint på væksten i fjerde kvartal.

Det lyder måske ikke af meget. Man skal dig huske på, at også mindre procentsatser kan gøre ondt, når det kommer til makroøkonomisk vækst. USAs vækstrater er positive - men ikke prangende. Kreditvurderingsbureauet Standard & Poor vurderer ifølge Jyske Bank, at nedlukningen har kostet 24 milliarder dollar i tabt produktion. Det udgør lidt over en promille af amerikansk BNP. Ifølge New York Times ventes væksten dermed i år at ende på lidt under to procent.

Derudover er der forventede tab som følge af ændret adfærd i virksomheder og i privatøkonomierne. Ifølge New York Times har hele den to uger lange gyser kostet på forbrugertillidskontoen. Avisen har spurgt discountkæden Family Dollar Stores topchef, Howard Levine, om hans indtryk af kundernes adfærd, og hans dom er klar. 

»Risikoen for et kollaps, uvisheden om den støtte, nogle af vores kunder kan forvente fra myndighederne, og usikkerheden om jobvæksten er meget virkelig for mine kunder,« siger Howard Levine ifølge avisen.