S-forslag om arveafgift rammer mange almindelige danskere

Baseret på en kun delvis opgørelse af danskernes formuer vil Socialdemokratiet ændre arveafgiften, så eksempelvis en gennemsnitlig gældfri bolig i København og Aarhus vil udløse en større afgift, når ejeren dør. Afgiften på den højeste del af arv kan komme op over 47 pct. ifølge forslaget.

Gennemsnitlige ejerboliger i København og Aarhus står ifølge Socialdemokratiets planer til at udløse en højere arveafgift, hvis de er gældfrie eller gælden er lav, når ejeren dør. Linda Kastrup

Mange helt almindelige danskere står til at betale betydeligt mere i arveafgift, hvis Socialdemokratiet, der lige nu står til at blive valgets vinder, kommer til magten. Arveafgifterne skal ifølge oplægget »Økonomisk retfærdighed« stige for store arvesummer, fordi »fremover skal dem, der arver allermest, bidrage lidt mere til fællesskabet«.

Men et dyk ned i det konkrete forslag viser, at definitionen på meget store arvesummer ikke har så meget med rigdom i Lego-klassen at gøre. Det er nemlig formuer på over tre mio. kroner – vel at mærke inklusive friværdi i bolig – der skal belægges med en ny arveafgift på 30 procent, mens partiet i den anden ende af skalaen vil forhøje bundfradraget for arveafgift fra de nuværende 289.000 kroner til en halv million kroner.