S: Forskningsstøtte til B&O minder om erhvervsstøtte

Kritisabelt, at B&O får del af statens forskningskroner til et nyt mobilkoncept, mener Socialdemokraternes forskningsordfører.

Det minder mere om erhvervsstøtte end forskningsstøtte, når Højteknologifonden giver 10 millioner støttekroner til Bang & Olufsen-projekt, mener Rasmus Prehn, Socialdemokraternes forskningsordfører. B&O skal udvikle et nyt mobilkoncept, som gør det muligt at se film, billeder og musik på mobiltelefonen.

- Lige præcis det konkrete projekt, som B&O har gang i, virker ikke ligefrem så epokegørende og samfundsnyttigt som nogle af de andre projekter. Det virker mere som skjult erhvervsstøtte end reel innovation og forskningsstøtte, siger Rasmus Prehn.

Bang & Olufsen får del i støttekronerne gennem samarbejde med forskere fra Alexandra Instituttet i Århus, Datalogisk Institut ved Århus Universitet og Design Instituttet ved Arkitektskolen Aarhus.

Andre projekter, der har fået støtte, er blandt andet en ny metode, der kan opdage testikelkræft i tidligt i forløbet, en test, der kan påvise skimmelsvamp, og ikke mindst verdens første medicin til behandling af fedme.

/ritzau/