S: Aftale udtrykt for højreblokspolitik

"Regeringen har nu endegyldigt valgt at køre sin politik igennem til højre i Folketinget, siger tidligere finansminister Pia Gjellerup.

Socialdemokratiet er for første gang i et årti sat uden for det fine selskab, som skruer landets finanslov sammen. Partiets finansordfører, tidligere finansminister Pia Gjellerup, mener, at aftalen er et signal om, at regeringen nu endegyldigt har valgt at køre sin politik igennem til højre i Folketinget.

- Der er højreblokspolitik i Danmark, siger Pia Gjellerup.

Den tidligere finansminister siger, at det trods alt er glædeligt, at VK-regeringen har opgivet besparelserne på uddannelsesområdet, som, Socialdemokratiet mener, var "nogle af de værste" i finanslovudspillet. Ellers mener Pia Gjellerup, at finansaftalen med Dansk Folkeparti i det store hele ligner VK-regeringens udspil. Socialdemokratiet er derfor fortsat stærkt utilfreds beskæringerne inden for for eksempel miljø og byfornyelse.

Samtidig er den tidligere finansminister noget kritisk over for, at hendes afløser på posten, finansminister Thor Pedersen (V), i løbet af natten valgte at hente penge fra statens reserver. Dels er der hentet 215 millioner kroner fra Undervisministeriets reserver, dels er der taget 403 millioner kroner fra reserver i selve finansloven.

- Reserver er jo afsat til ting, som, man ved, kommer i løbet af året. Det er en meget sørgmodig og kortsigtet måde at få økonomisk politik på og giver indtryk af, at finanslovsaftalen er en nødløsning, siger Pia Gjellerup og peger på, at den tidligere regeringen i løbet af sidste år måtte hente penge til terrorbekæmpelse fra reserverne.

Socialdemokratiet fastholder dog, at partiet vil stemme for finansloven.

/ritzau/