Rygere må helst ikke rejse...

Vi ser det efterhånden dagligt. Arbejdspladsens lille skare af rygere klumper sig sammen på terrassen eller i porten og suger løs på en smøg.

Noget kønt syn er det ikke, og statusmæssigt er de efterhånden på linje med sociale tabere, der hygger sig med "Bjørnebryg" på bænken i det lokale anlæg.

Men de adskiller fra de sidstnævnte ved stadig at have et job.

Og det vil de nok blive ved med en tid endnu.

For selv om vi i onsdags fik indført rygeforbud overalt i offentlige rum, så er det svært at bede velkvalificerede, rygende medarbejdere om at rejse.

De kan ikke undværes lige nu.

Men som det er fremgået i ugens løb af reportager her i ErhvervsBladet, så medfører landets nye rygelovgivning betydelige problemer især i produktionsvirksomheder. I dag må der kun ryges i egentlige rygerum eller i lokaler, der tjener som arbejdsplads for en person. Derfor er det også slut med at ryge i fabrikshallen, selv om der som regel er en glimrende udsugning.

Rygetid er ikke arbejdstidProblemerne opstår blandt andet fordi den tid, der går til rygning, ikke er arbejdstid.

Derfor skal rygeres arbejdstid i praksis forlænges, men hvordan håndhæves den regel?

De færreste bryder sig om at bede medarbejdere "stemple ind og ud", når de går i rygerum. Og hvor længe kan rygerne i øvrigt arbejde ekstra, hvis de skal samarbejde med ikke-rygere.

Mange virksomheder har valgt at tackle den nye rygelov ved i første omgang at tilbyde rygere afvænningskurser.

Andre har indført nye midlertidige rygepauser, som falder bort efter nogle måneder. Men mange steder bliver man utvivlsomt nødt til at indrette egentlige rygerum, hvis man vil holde på de rygende medarbejdere.

Pro-trans i Århus har udviklet et udendørs rygerum, og der er vel at mærke ikke tale om noget skur, men om en lille flytbar bygning på små ti kvadratmeter, som tilmed kan forsynes med mange forskellige facadeløsninger. Isolering og udsugning er der selvsagt også, og der kan være op til seks rygere af gangen.

Rygerum kosterIfølge virksomhedens salgschef handler det om få rygere helt af vejen i det offentlige rum, så de netop ikke udstilles som de tabere, de nok alligevel ender med at blive, hvis de ikke får bugt med deres last.

Pro-trans har i dag en leveringstid på otte uger, så der er ganske mange virksomheder, der allerede investerer i rygerum. Der også mange, der venter og ser tiden an.

Den rygepolitik, som virksomhederne ifølge loven skal indføre, ventes nemlig at reducere antallet rygere og hvorfor så investere i et særskilt rum til dem:

Det koster trods alt små 50.000 kr.

Flytbare rygerum eller ej rygeproblemerne kan ikke skjules.

Den dag, hvor konjunkturerne vender, og det igen bliver svært at finde job, kommer rygerne bag i køen uanset hvilke kvalifikationer, de i øvrigt har.

Den er global tendens, der relativt sent er nået Danmark, og som er begyndt i det eller så liberale USA for over 20 år siden.

Den gang kunne man ikke forestille sig, at vi fik rygeforbud i det offentlige rum i Danmark.

Men det har vi nu.