Det irske lavprisselskab Ryanair har flere fly på vingerne end før coronakrisen.
I sidste uge havde Ryanair 2096 flyvninger. Det er seks procent flere end i samme periode i 2019.
Det skriver branchemediet FlightGlobal. Mediet henviser til data fra det europæiske agentur for flytrafik, Eurocontrol.
I Sydbank påpeger aktieanalysechef Jacob Pedersen, der følger luftfartsbranchen tæt, at tallene er et udtryk for, at Ryanair ikke har slået sig helt så hårdt på coronakrisen som mange andre selskaber.
»Ryanair er det flyselskab i Europa, der er sluppet bedst gennem corona. Man havde mange penge på kistebunden inden corona og har kunnet købe nye fly undervejs i krisen.«
»Samtidig har selskabet lave omkostninger, der gør, at de kan udnytte situationen og sætte billetpriserne ned for at sparke gang i rejselysten,« siger Jacob Pedersen.
Selvom Ryanair har flere fly på vingerne, har selskabet ikke lige så mange passagerer som før corona.
I gennemsnit sælger Ryanair omkring 84 procent af flysæderne per afgang, mens det var 90-95 procent før corona, fremgår det af flyselskabets egne trafiktal.
Trods færre passagerer havde Ryanair et overskud på omkring 1,7 milliarder kroner i det seneste kvartalsregnskab.
Værre ser det ud for det hjemlige selskab SAS, der i oktober kun fløj omkring det halve sammenlignet med tiden før corona.
»SAS kan først nu begynde at flyve til USA. Det har man været ramt af.«
»Derudover er flyselskabet lammet af, at man har væsentligt højere omkostninger og har en mere kompleks struktur end et selskab som Ryanair,« siger Jacob Pedersen.
Wizz Air er det flyselskab, der efter Ryanair er tættest på at være tilbage til tiden før corona. I sidste uge havde det ungarske lavprisselskab en procent færre flyvninger end i samme uge i 2019.
Wizz Air havde dog kun omkring en fjerdedel af Ryanairs flyvninger, skriver Flight Global.
/ritzau/