Rusland skal betale kæmpeerstatning for Yukos

Det var reelt tyveri, da den russiske stat slagtede Yukos og fordelte aktiverne til sine egne selskaber. Den tidligere Yukos-chef, Mikhail Khodorkovskij, er tilfreds. Sagen var fra først til sidst åbenlyst tyveri, siger han.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man husker stadig billederne af Khodorkovskij i retssalen i Moskva: Den tidligere oligark, engang Ruslands rigeste mand, siddende på en træbænk i et bur, berøvet friheden, pengene og sin virksomhed, olieselskabet Yukos.

Nu har en anden domstol, den Permanente Voldgiftsret i Haag, truffet en anden afgørelse. Og denne gang har Khordorkovkij vundet, i hvert fald moralsk: Domstolen har truffet den afgørelse, at den russiske stat skal betale 50 milliarder dollar i erstatning til den tidligere hovedaktionærer i Yukos for at have ruineret selskabet og eksproprieret dets ejendele. Erstatningskravet lød på 114 milliarder dollar.

Khodorkovskij vil ikke selv få del i erstatningen, for han har siden solgt sine aktier, og det er uklart, hvordan sagen vil påvirke en anden sag, som er anlagt af de mange små-aktionærer i Yukos.

Det er til gengæld indlysende, hvem der har tabt.

»Afgørelsen er en knusende dom over den russiske stat. Den kaster lys over et system, hvor statslige institutioner kun er instrumenter i hænderne på nogle få magtfulde personer,« hed det mandag i en kommentar fra Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Reelt stjålet

Yukos var et gigantisk olieselskab, som blev skabt under de tumultagtige privatiseringer i de tidlige 1990ere. Senere overtog Mikhail Kohodorkovskijs investeringsselskab, GML, kontrollen med det.

I efteråret 2003 blev han pludselig arresteret, sigtet for skattesvig, Yukos blev præsenteret for en gigantisk skatteregning, som man ikke kunne betale – om ikke andet så fordi myndighederne også havde indefrosset alle selskabets aktiver.

Khodorkovskij kom i fængsel, hvor han kom til at sidde i ti år. Og Yukos blev slagtet; selskabet blev erklæret konkurs, og dets aktiver solgt til spotpriser, i nogle tilfælde til ganske ukendte selskaber. Ikke så længe efter var aktiverne endt hos forskellige delvist statsejede selskaber.

For eksempel hos Rosneft, der forleden blev ramt af amerikanske sanktioner, men som indtil da har været regnet for et respektabelt selskab internationalt; Nordea har for eksempel midt under Ruslands annektering af Krim lånt Rosneft 888 millioner kroner. Men hovedparten af Rosnefts aktiver stammer fra Yukos, og de er altså reelt blevet stjålet, har voldgiftsretten afgjort.

»Yukos var genstand for en serie politisk motiverede angreb fra de russiske myndigheder, som til sidst førte til ødelæggelsen af selskabet,« konkluderede voldgiftsretten ifølge Financial Times.

Mistanken har siden 2003 været, at Khodorkovskij blev arresteret, fordi han var gået ind i politik på oppositionens side. Men Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afgjorde sidste år, at sagen mod ham ganske vist havde været unfair, men dog ikke politisk motiveret.

Halvstatslig mafia

Den russiske stat har ikke tænkt sig at give op, og Rosneft venter ikke at blive ramt af afgørelsen.

Selskabet er nemlig »hverken part eller deltager i disse retsstridigheder eller indklaget i nogen offentliggjort afgørelse«, sagde Rosneft mandag i en udtalelse, som kunne læses på selskabets hjemmeside.

»Rosneft mener, at alle dets erhvervelser af tidligere Yukos-aktiver, såvel som alle andre handlinger i forbindelse med Yukos, var helt legale og blev gennemført i overensstemmelse med gældende lov,« hedder det.

Den russiske stat vil også søge at fortsætte sagen ved en anden domstol.

»Sagen er ikke slut; der er appelmulighed, og den russiske side, såvel som de, der repræsenterer Rusland i denne proces, vil udnytte alle tilgængelige retlige muligheder for at forsvare vores position,« sagde den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, mandag.

Den egentlige hovedperson, som altså ikke får en rubel ud af afgørelsen, var tilfreds.

Dette er den første uafhængige domstol, som har bedømt Yukos-sagen »i dens helhed«, sagde Mikhail Khodorkovskij ifølge Vedomosti.

Han tilføjede, at »Yukos-sagen fra først til sidst er åbenlyst tyveri fra et succesfuldt selskab begået af en halvstatslig mafia«.