Rusland sænker renten med 50 basispoint

Den russiske centralbank sænker sin ledende rente til 10,0 pct. fra tidligere 10,5 pct., rapporterer Bloomberg News.

Foto: GRIGORY DUKOR. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Rentenedsættelsen var ventet af langt de fleste økonomer. Ud af 42 økonomer, som Bloomberg havde adspurgt, ventede kun fem en uændret rente, mens resten - og dermed langt størstedelen - ventede en nedsættelse på netop 50 basispoint.

I centralbankens kommunikation lægges der op til at fastholde den nuværende rente resten af 2016, mens der kan vente "yderligere mulige sænkninger" i første eller andet kvartal af 2017.

Den russiske centralbank har et mål om at få inflationen nedbragt til 4 pct. ved udgangen af 2017. Til sammenligning steg de russiske forbrugerpriser i august med 6,9 pct. på årsbasis.

Økonomer venter ifølge et estimat fra Bloomberg News, at inflationen vil aftage til 6,3 pct. ved udgangen af 2016.

/ritzau/FINANS