Den australsk-amerikanske mediemogul Rupert Murdoch smider nu håndklædet i ringen.
Hans kendte tabloidavis The Sun, som var med til at opbygge hans imperium, er blevet et værdiløst aktiv. Derfor har han nedskrevet værdien på selskabet til 0 kroner.
Tabloidavisen blev hårdt ramt på økonomien, da pandemien gjorde et markant indhug i både trykte reklamer og oplag, og omsætningen faldt mere end 20 procent til 2,8 milliarder kroner, viser et nyt regnskab.
Selv efter at have skåret ned på både omkostninger og markedsføring led selskabet bag The Sun, News Group Newspapers, et underskud på 1,7 milliarder kroner før skat, skriver Financial Times.
Og dystre udsigter for indtægter fra trykte medier har fået selskabet til at nedskrive med knap 730 millioner kroner. En nedskrivning, der efterlader The Sun-brandet med nul kroner i bogført værdi.
Var bedst sælgende daglige avis
The Sun blev under Robert Murdoch Storbritanniens bedst sælgende daglige avis med et oplag, der toppede tæt på fem millioner i midten af 1990erne.
Efter 42 år som Storbritanniens mest solgte avis mistede The Sun titlen til Daily Mail sidste år, mens dens oplag faldt til under en million om dagen.
The Sun har eksperimenteret med forskellige digitale forretningsmodeller for at forsøge at kompensere for nedgangen i sin kerneforretning, som er den fysiske avis. Blandt andet er der forsøgt at lave en online betalingsvæg. Moderselskabet for Murdochs britiske virksomheder har desuden forsøgt at udvide The Sun-brandet med lyd, væddemål og spil.