Måske er det udmærket, at finansminister Nicolai Wammen (S) er gået på barsel, for så slipper han for at svare på ubehagelige spørgsmål om den økonomiske redegørelse, som hans økonomer sender på gaden i løbet af nogle dage. Wammen er sikkert hjemme fra børneværelset stolt over at have præsenteret en finanslov for 2021 uden at skulle bede om udsættelse på grund af tidsmangel. De nærmere omstændigheder om hans finanslov er der ingen grund til at være stolt over.
Regeringens finanslov er fremlagt og aftalt, uden at regeringen har fremlagt et nyt og opdateret syn på dansk økonomi. Det formelle grundlag for finansloven er en økonomisk prognose fra august, før anden og nu tredje smittebølge ramte dansk økonomi. Regeringen planlægger en finanspolitik, der bidrager til væksten i 2021. Det er berettiget, men om det er nok, er det ubesvarede spørgsmål.
Det er en gammel sang i økonomisk politik, at forkerte forudsætninger fører til forkerte beslutninger.
Tilbage i august troede regeringen, at væksten i 2021 ville komme tilbage med næsten fuld styrke. Mekanikken er den, vi så, da Danmark åbnede igen hen over sommeren, hvor danskerne var dygtige til igen at gå på restaurant og i storcenter. Det sætter gang i hjulene.
Finansministeriet forudså i august en vækst på 4,2 procent næste år. Det er nydeligt, men afspejler selvsagt også, at man dengang troede, at den økonomiske aktivitet i Danmark ville dykke med 5,2 procent i år. Nu ser det trods to nye smittebølger – den lille i september og oktober samt den større, vi står i nu – ud til, at BNP falder mindre i 2020 end frygtet. I det lys er det logisk at forvente en lidt mindre rekyl i 2021. Sammenhængen er den enkle, at der er mindre at indhente i tabt vækst, når væksten ikke er faldet så meget som frygtet.
Fejlplaceret optimisme
Nationalbanken og nationalbankdirektør Lars Rohde burde man kunne læne sig op ad, når det gælder udsigterne for dansk økonomi. Imidlertid ligner den prognose, som Lars Rohde stod fadder til onsdag, et udslag af fejlplaceret optimisme.
Danmark står midt i en stor smittebølge, som startede i oktober, og som i stigende grad sætter samfundet i stå. Restriktionerne, der nu gennemføres, vil række langt ind i første kvartal af næste år. Det trækker i retning af, at vismændene, der i det mindste fremlagde et risikoscenario i deres prognose helt tilbage fra oktober, har mere ret end Nationalbanken.
Vækstens styrke betyder faktisk noget. Forskellen mellem en vækst 3,8 procent eller 1,5 procent – vismændenes henholdsvis hovedscenarie og risikoscenarie – er forskellen mellem, om der er 120.000 ledige eller 160.000 ledige. Eller om underskuddet på statsfinanserne holder sig inden for tre procent af BNP eller ej.
Skulle man være lidt ondskabsfuld, kunne det se ud, som om Lars Rohde og hans cheføkonom og kronprinsesse, Signe Krogstrup, har taget vismændenes to bud på væksten, lagt dem sammen og delt med to. Nationalbanken spår nemlig en vækst på 2,9 procent, hvilket er kun 0,15 procentpoint over et gennemsnit af vismændenes to vækstskøn.
Vi gør det selv
Når nu der så stor usikkerhed om vækstprognoserne og kvaliteten af dem, så må vi jo gøre det selv.
Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Bie, som er tidligere cheføkonom i Nykredit, har gjort sig ulejligheden. Det står naturligvis alle frit for, om man vil lytte til en topøkonom, der har forvandlet sig til avisredaktør. Ulrik Bie har lavet den øvelse, at han har lagt et bud på, hvordan væksten i de kommende kvartaler vil udvikle sig baseret på, at økonomien påbegynder en normalisering i andet kvartal, når vaccinen begynder at have effekt.
Berlingskes bud på væksten i 2021 er, at væksten lander på cirka en procent næste år. Det er vistnok det mest pessimistiske vækstskøn lige nu. Og det lader sig bedst sammenligne med vismændenes vækstskøn i risikoscenariet på 1,5 procent og med OECD, som leverede sin prognose 1. december – altså før Nationalbanken. OECD spår en dansk vækst på 1,8 procent.
Vores, vismændenes og OECDs forsigtige vækstskøn rummer en central pointe, som er, at der i 2021 er betydelig risiko for, at ledigheden fortsætter med at vokse, og at statsfinanserne bevæger sig uden for de grænser, som EU og budgetloven tillader – altså et faktisk underskud på maksimum tre procent af BNP og et strukturelt underskud på over 0,5 procent af BNP.
Regeringen har i finanslovforhandlingerne ikke talt om, at man ville påberåbe sig exceptionelle omstændigheder i 2021 – ligesom i 2020 – og dermed acceptere større overskud, end reglerne tillader. Så vi må formode, at regeringen i denne uge siger til danskerne, at de kan leve op til de finanspolitiske spilleregler i 2021. Vi tillader os at tvivle, selvom feriepengene skæpper i kassen med ekstra skatteindtægter.
De store risci forude
Et kig på regeringens og nationalbankens prognoser afslører et andet og større spørgsmål: Har vi i dag et realistisk bud på de risici, som ligger på den anden side af coronakrisen?
Centralbankerne har siden marts holdt hånden under de globale finansmarkeder med næsten ubegrænset likviditet og opkøb. Boligpriserne og aktierne er ikke bare steget, fordi humøret er højt, men er en funktion af de ekstremt lave renter. Dynamikken skal ændre sig på den anden side af coronakrisen, fordi det vil være en tikkende bombe under verdensøkonomien, hvis der spreder sig det indtryk, at nationalbankerne i al fremtid skal købe obligationer for at holde gang i verdensøkonomien.
Markederne holdes på en vis måde i en skruestik af centralbankerne. Denne verdens investorer må omvendt forsøge at se på de enkle realiteter. Det er et faresignal, at den offentlige og private gæld er eksploderet under coronakrisen. I euroområdet alene er den private og offentlige gæld steget med op mod 40 procent af BNP i første halvdel af 2020, skriver Bloomberg.
Bundlinjen er, at coronakrisen udvikler sig på en måde, som peger på, at det negative økonomiske stød til økonomien bliver større i 2021 end forudset, og at der er store farer i den globale økonomi, som vi skal være opmærksom på. Når vi har forstået dem, kan vi begynde at diskutere, hvordan den økonomiske politik kan svare på dem. Det er ikke en opgave for en vikarierende finansminister som Morten Bødskov (S).
