Røg i bilen - så ryger pengene

Brugte biler taber drastisk i værdi, hvis de har transporteret en ryger. Kunder viger tilbage fra en rygerbil, som kan være svær at sælge for bilforhandlerne.

Læs mere
Fold sammen
De fleste kender lugten: sur røg i fugtig bil. Eller værre endnu: røg i bil, der har stået parkeret i solen.

For år tilbage var det ganske almindeligt, at rygere dyrkede deres last i bilen. Men ikke i dag. 72 procent af danskerne oplyser i en ny undersøgelse foretaget af Gallup Instituttet for Berlingske Tidende, at deres bil er røgfri. Det vil sige, at mange rygere ikke kan forestille sig at ryge i egen bil.

Rygerbiler er ligefrem blevet et fænomen, som bilforhandlerne kan sætte kroner og øre på. Det koster ganske enkelt mange tusinde kroner på brugtvognsprisen, hvis man vil sælge en bil, der har været røg i.

»Bilen mister et sted mellem 5.000 og 10.000 kroner i værdi. Røg i bilen er næsten lige så slemt for brugtvognsprisen som en stor skade,« siger salgschef i Autohuset i Hørsholm, Thomas Wargo.

Salgschefen møder ofte kunder - selv rygere - som ikke vil købe en rygerbil.

»Det er det allerførste, kunderne lægger mærke til, når de sætter sig ind i kabinen. Bilen kan være nok så pænt klargjort og være i fin stand, men røglugten får folk til at vige tilbage,« siger han.

Bilforhandlerne gør sig ellers mange anstrengelser for at befri de brugte biler for lugten af cigarer og cigaretter. Der anvendes specielle maskiner til at rense sæder og kabine for lugtgener, men selv den bedste teknologi spiller fallit overfor røgen.

»Så snart solen står på, så er lugten tilbage. Den er umulig at slippe af med,« siger Thomas Wargo.