Rød klud i ansigtet på Trump: Amerikansk topministerium frikender Kina for valutasnyd

Her er de vigtigste ting, du skal vide, før din dag for alvor begynder. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være helt opdateret.

Donald Trump risikerer at miste en stor trumf i sin handelskrig mod Kina. Fold sammen
Læs mere
Foto: MICHAEL REYNOLDS

Godmorgen

Efter store aktiefald de seneste dage kan investorerne igen begynde at trække vejret. Donald Trump kan miste en vigtig trumf i sin handelskrig mod Kina.

1
Trumps egne afviser kinesisk valutasnyd

Donald Trump har længe haft et bærende argument i handelskrigen mod Kina: Det folkerige land manipulerer med sin valuta. Forud for en længe ventet rapport om udenlandske valutaer har topfolk i det amerikanske finansministerium adviseret USAs finansminister Steven Mnuchin om, at Kina ikke fifler med sin valuta. Det er en kold spand vand i ansigtet på præsident Donald Trump, som er overbevist om, at kineserne snyder på vægten. Det er nyhedsbureauet Bloomberg, der med baggrund i kilder i det amerikanske finansministerium, ruller historien ud.

Hvis den konklusion bliver stående, vil det uden tvivl forhindre den amerikansk-kinesiske handelskrig i at eskalere. Bloomberg beretter dog, at det ikke er sikkert, at den amerikanske finansminister lader sig overbevise af sit eget ministerium. Donald Trump har ved flere lejligheder lagt pres på Steven Mnuchin for at få ham til at erklære, at Kina manipulerer med sin valuta. Ifølge kilder i det amerikanske finansmisterium skulle der altså ikke umiddelbart være hold i den påstand.

2
Danske Bank sårbar for opkøb

Store kursfald og usikkerhed om fremtiden kan gøre Danske Bank til et billigt opkøbsmål for konkurrenter. Sådan lyder meldingen fra andets førende eksperter i finansiering, professor Jesper Rangvid, fredag i Politiken. Hvis risikoen for en større bøderegn i kølvandet på bankens hvidvaskskandale stiger, kan Danske Bank blive et oplagt opkøbsmål, lyder det fra Rangvid, der samtidig siger, at det er »altafgørende«, om bankens ejere vil beholde deres aktier for enhver pris.

Selskab Kurs Ændr. %

»Der er masser af hvis'er i den analyse. Men det ændrer ikke på, at Danske Bank er presset, også på aktiekursen, og at banken derfor kan blive et mål for danske eller udenlandske opkøbere. Vi taler trods alt om en bank der i runde tal tjener 20 milliarder om året«, siger Jesper Rangvid til Politiken.

3
Konkursdronning skulle have 458.750 kr. for to timers arbejde

Berlingske Business kan fredag berette om et særdeles lukrativt forslag til en timeløn til en af landets mest kendte kuratoradvokater. Det er kammeradvokatens bestyrelsesformand, Boris Frederiksen, som sidste år lagde op til at tildele sin advokatkollega Pernille Bigaard fra Plesner 458.750 kr. i salær for to timers arbejde med et konkursbo, de to advokater behandlede i fællesskab. Dokumenter indleveret til landsretten viser, at Pernille Bigaard blot havde brugt to timers arbejde på sagen. Den usædvanlige salærfordeling blev dog aldrig en realitet.

4
Uroen på aktiemarkederne aftager

Efter flere dagens nervøsitet og uro på aktiemarkederne er stemningen fredag morgen noget mere afdæmpet. Mens de amerikanske markeder fortsat havde det skidt torsdag, er der her til morgen en mere opløftet stemning i Asien med stigninger. I USA er de såkaldte futures for de store amerikanske aktieindeks oppe med stigninger på 0,8-1,0 pct.

»Det er tid til at trække vejret. Vi har set en større tilbagegang - nu tager markedet en puster,« siger Kerry Craig, der aktiestrateg hos JPMorgan Asset Management, til Financial Times.

De danske aktier har også fået en større gang stryg de seneste dage, men også her er det værste overstået, vurderer Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet.

»Det mest sandsynlige er, at vi har set det værste i de danske aktier, men efterskælv er altid mulige,« skriver Per Hansen i en kommentar fredag morgen.

Det bør investorerne holde øje med i dag

Andreas Østerheden, der er seniorstrateg i Nordea Wealth Management, leverer her sit bud på, hvad man bør rette blikket mod i dag som investor.

  • Selvom der vil være en række begivenheder i løbet af fredagen, vil investorerne stadig være i følelsernes vold, og dagens begivenheder vil næppe rykke markant på markedsudviklingen. Dagen i går var en fortsættelse af de negative tendenser vi har set de seneste dage, og globale aktier fortsatte rutsjeturen nedad. Værst så det ud på visse markeder i Fjernøsten, som her til morgen kommer lidt igen. Det er vigtigt i disse tider at huske på at korrektioner i markedet langt fra er unormale, og at de typisk både tager længere tid og er dybere, før det bliver bedre. Som investor anbefaler vi at man ser på den underliggende økonomi og indtjening i selskaberne, og her ser vi fortsat ikke en nedtur i kortene.
  • På nøgletalsfronten vil der komme en række nøgletal i Europa, som er værd at følge med i. De reviderede inflationstal fra Tyskland kommer, ligesom vi også får industriproduktionsdata for august for euroområdet. Ovre på den anden side af Atlanten får vi forbrugertillidstal fra University of Michigan.
  • Endelig skal vi også holde øje med nøgletallene fra virksomhederne, hvor vi i dag får at vide, hvordan det går i den amerikanske banksektor. Her aflægger JP Morgan, Citi og Wells Fargo alle regnskaber for tredje kvartal.

Sådan ser de asiatiske markeder ud fredag morgen

Nikkei 225 -0,3 %
Topix -0,2 %
Hongkongs Hang Seng  +1,2 %
China Shanghai Composite -0,1 %
China CSI 300 +0,7%