Rockwools topchef opgav CBS-regnearkene: Nu bygger han grønne vulkaner

Rockwool udleder store mængder CO2, når selskabet skal smelte sten om til den stenuld, som mange danskere bruger som isolering. Men selvom det er hundedyrt set med CBS-økonombriller, har selskabet valgt at gøre det umulige – bygge grønne vulkaner, der kan køre på både grøn strøm og biogas.

Rockwools svenske topchef, Jens Birgersson, har fået en lønbonus på 11 millioner kroner, efter at det er lykkedes for selskabet at udvikle smelteovne, der kan opvarmes af enten grøn strøm eller biogas i stedet for CO2-forurenende kul. Niels Ahlmann Olesen

Da Rockwools svenske topchef, Jens Birgersson, kom til virksomheden for seks år siden, landede han midt i et dilemma: Rockwools isoleringsmateriale var med til at spare verden for millioner af ton CO2 gennem energibesparelser. Men samtidig udleder selskabet 2,3 millioner ton CO2 og bruger store mængder sort energi.

For lige så klimavenligt det er at isolere sit hjem eller sin virksomhed, lige så klimaforurenende var det at fremstille produktet.