Robotfirma under konkursbehandling

Underskud. Odense-virksomheden MPN A/S konkurs trods stor kapitaltilførsel.

Odense-firmaet MPN A/S, der gennem de seneste fire år har forsøgt at gøre det til en god levevej at udvikle og sælge robotter til pakkeopgaver i frugt- og grøntsektoren, er taget under konkursbehandling, oplyser Fyens Stiftstidende.

Det er de tre ejere selv, som har indgivet konkursbegæring, efter at pengene er fosset ud af kassen lige siden, firmaet blev grundlagt i 2003.

I de første år blev der brugt mange penge på grundudviklingen af robotter, inden salget kunne indledes.

Samtidig med overgangen til produktion fortsatte videreudviklingen af totalløsninger til kunderne, fremgår det af regnskabet for 2005/06.

Regnskabet sluttede med det hidtil største minus, nemlig et underskud på bundlinjen på 2,3 millioner kroner.

Med underskud de forudgående år havde MPN nu en negativ egenkapital på tre millioner kroner.

Pengene brugt til produktudviklingEfter balancedagen blev der dog indgået aftale om en kapitaltilførsel på otte millioner kroner, som skulle fremtidssikre firmaet.

Fremtiden blev dog ganske kort og ser ud til at slutte i skifteretten.

- Den nye kapital blev indbetalt i november sidste år, men alle pengene blev brugt på produktudvikling, oplyser advokat Lars Rasmussen, Kielberg Advokater, på vegne af kurator, advokat Jens Peter Henriksen.

Gennem det seneste år har MPN haft en betydelig omsætning, men indtjeningen har været helt utilstrækkelig. Ifølge et urevideret regnskab for 2006/07 sluttede regnskabsåret på ny med negativ egenkapital.

Den ureviderede balance viser, at MPN ved regnskabsafslutningen havde en gæld på syv millioner kroner.

Bostyret vil i den nærmeste tid vurdere aktiverne og undersøge mulighederne for at realisere dem.

Inklusive direktøren var der på konkursdagen 13 ansatte i selskabet. De har nu modtaget deres opsigelser.