Riskær bager surbrød i Argentina, laver cannabis-te og blockchain – nu vil han have hævet direktørforbud

En af Danmarks mest kontroversielle erhvervsmænd, Klaus Riskær Pedersen, inviterer Berlingskes Birgitte Erhardtsen indenfor i æbleplantagen i Sydsjælland.

Klaus Riskær Pedersen foran landstedet ved Stavreby i nærheden af Jungshoved i Sydsjælland. Herfra arbejder han med surdej i Argentina, cannabis-te og pønser på et blockchain-projekt. Niels Ahlmann Olesen

Velkomsten er overstrømmende, og humøret sat på solskin, da Danmarks nok mest kendte og kontroversielle iværksætter, politiker og eks-rigmand Klaus Riskær Pedersen tager imod på landstedet direkte ud til Faxe Bugt og Bøgestrømmen på Sydsjælland.

Vejen derned er gået gennem et landskab så bakket, yndigt og dansk, at det gør ondt i hjertet og fremkalder barndomsminder om evige somre fra før, verden gik af lave.